AnnonceLuk annonce




Foredrag med Lene Beier – gir du en kop kaffe?

21-02-2020

Den populære TV-vært Lene Beier gæster Ubby Forsamlingshus

Der findes ikke meget andet og mere befordrende for den gode snak end – ja – en god kop kaffe. To personer eller flere samlet over en kop kaffe i personlig samtale – afvæbnende, barrierenedbrydende og fortrolighedsskabende på én og samme tid. Den populære TV-vært Lene Beier gæster Ubby Forsamlingshus d. 17. marts.

Koppen med kaffe er nærmest synonym med Lene Beiers journalistiske tilgang i de efterhånden mange Tv-programmer, som hun har stået i spidsen for, hvor det for hende er alfa og omega, at man kommer helt tæt på de medvirkende – personligt, åbent og ærligt. Man skal både kunne se og mærke personerne. I Lenes foredrag Gi’r du en kop kaffe fortæller Lene Beier om, hvordan man laver et godt, personligt Tv-program med helt almindelige personer som deltagere – herunder hvordan man kommer tæt på dem, uden det bliver grænseoverskridende. Hun kommer her også ind på de mange personlige overvejelser, man gør sig i forbindelse med optagelserne, samt hvad man fra Tv-produktionen gør for at passe bedst muligt på de medvirkende.

Foredraget finder sted tirsdag den 17. marts i Ubby Forsamlingshus, Hovedgaden 19, 4490 Jerslev Sj., kl. 19-21 og Kim Kok har sørget for en lækker menu, og du kan spise med fra kl. 18.

Det er en interessant tur bag kameraet på de populære Tv-programmer som Landmand søger kærlighed, Landmand jorden rundt, Beier bygger, Beier bygger have, Hjem til gården, En stor dag på godset m.fl. – krydret med sjove anekdoter fra de mange optagelser og livet på landevejen med en Tv-produktion.

Lene Beier bringer også sig selv ind i foredraget – om hendes karriereskift fra relativ anonym skolelærer til kendt TV-vært. På ganske kort tid har Lene Beier gjort kometkarriere indenfor TV-branchen. Med hendes personlige sødme har hun charmeret sig ind hos landets fjernsynspublikum, der hele to gange via Billedbladet har honoreret hende med priser. Som man ser Lene Beier på skærmen, den samme person oplever man ved hendes foredrag, hvor hun med en smittende glæde, ærligt og oprigtigt – og med humor tilsat hjertevarme fortæller om sit efterhånden omfattende arbejde på TV.

Arrangeret i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd.

Billetter købes på bibliotekets hjemmeside, klik her



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0