AnnonceLuk annonce




Foredrag: Træt af at blive kaldt ’fede so’

31-08-2019

Torsdag den 19. september er der foredrag med Ida Rud i Kultur- og Idrætshallerne i Kalundborg, hvor hun fortæller om sin kamp, fordi hun vejer mere end gennemsnittet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 19. september er der foredrag i Kultur- og Idrætshallerne i Kalundborg, hvor Ida Rud fortæller om sin kamp, fordi hun vejer mere end gennemsnittet. Hun bryder tabuet med sit foredrag: ’Bryd tabuet - Let's talk about it’. Der handler om at være træt af at blive kaldt ’fede so’.

Foredraget med Ida Rud handler om et tabu, og hvad man oplever, når man vejer mere end gennemsnittet. Ida Rud blev i 2017 landskendt som “Tykke Ida”, da hun stillede sig frem i DR3-serien af samme navn, og ærligt fortalte om sit liv og kamp for at bevare stolthed og værdighed på trods af grimme tilråb på gaden, selvhad og usikkerhed. Om hvordan hun til sidst fik vendt de grimme oplevelser til en styrke, som hun kunne trække på.

Nu kan man altså opleve Ida Rud fortælle om sin kamp. Hun vil både forsøge at forklare andre, hvordan det føles, og hvad man oplever, når man vejer mere end gennemsnittet, men forhåbentligt også inspirere andre i samme situation til at holde hovedet højt, og elske sig selv lidt mere.

“Engang var jeg det allermest ulækre og frastødende menneske i verden. Det var simpelthen uden for diskussion. Og jeg blev indimellem også bekræftet i det. Men var blind for det modsatte. Det tog mere end 30 år og et dødsfald tæt på, før jeg endelig indså, at selvhadet måtte ende. Det var en rejse, jeg så småt var begyndt på via Instagram, men som fik fuld vind i sejlene, da der i efteråret 2017 var premiere på ‘Tykke Ida’ på DR3. Nu skriver mænd og kvinder, piger og drenge til mig, at jeg har gjort en forskel for dem, og det har givet mig blod på tanden til at komme ud med det her foredrag. For hvorfor hader vi os selv? Er det politisk, er det kønskamp, eller er det bare dybt personligt? Jeg fortæller om mig selv og mine tanker og alt det, der førte til dokumentaren, og så vil jeg rigtig gerne i dialog med publikum – for en af de bedste måder, vi lærer på, er ved at tale højt om tingene med hinanden,” siger Ida Rud.

Arrangeret som et samarbejde mellem LOF og Kalundborg Biblioteker. Billetter købes via LOF. Man kan læse mere, og evt. melde sig gratis ind i Biblioteksklubben, hvor man opnår rabat på arrangementer www.kalundborgbib.dk/klub 

Foredraget foregår i Kultur- og Idrætshallerne, J Hagemann-Petersens Allé 11, Kalundborg i mødelokale 4.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0