Forår i Havecentret - åbent hele påsken

Af Jens Nielsen

Der er i den grad varer på hylderne i Havecentret på Stejlhøj i Kalundborg, alle mand er klar til at tage imod kunderne, og der er åbent alle dage i hele påsken.

I Havecentret på Stejlhøj i Kalundborg kan de godt mærke at solen skinner, det giver mange kunder i butikken som har fået forårsfornemmelser, og Havecentret slår da også dørene op for kunderne alle dage i påsken.

”Nu skinner solen, og det er vi glade for, så for folk virkelig lyst til at komme ud i det fri, og nu kommer kunderne for at få noget forår i deres krukker, fx hornviol og stedmoder og krydderurter, og så er der også travlhed med alle former for frø, og især den trend som kom sidste år med, at man kan gå ud i sin egen have og hente noget spiseligt, den trend fortsætter i år, det kan vi tydeligt mærke,” fortæller Rasmus Jensen, medindehaver af Havecentret.

Der er også godt gang i både frugttræer og læggekartofler i mange varianter, og så er det også blevet en trend med de vilde blomster, som går godt i tråd med at Kalundborg Kommune deltager i konkurrencen om, at blive Danmarks vildeste kommune.

”Biodiversitet ind i haverne, de vilde blomster, der har vi nok 20 forskellige blandinger, nogle til sommerfugle andre til honningbien. Det giver god mening for de kommende generationer får et indblik i, at alt ikke skal bare være betonfliser og græs, og det med at kunne gå ud i haven og plukke en buket blomster, det kan da også noget,” fortæller Rasmus Jensen.

Det er også tid til at plante alle former for haveplanter, også selv om der stadig kan komme et par graders nattefrost, for planterne er alligevel i en slags vinterdvale, så det er bedre at plante nu i stedet for i maj hvor der måske er 20 graders varme, oplyser Rasmus Jensen.

Havecentret på Stejlhøj i Kalundborg har åbent alle dage i påsken fra 9-16, og alle hverdage fra kl. 9-17.30

Del