AnnonceLuk annonce




Folkeskolen.

18-01-2020

Læserbrev:

Folkeskolen

Så måtte folkeskolen atter tage øretæverne for politisk makværk og konstante nedskæringer. I Nordvestnyt udtaler Karl-Åge Hornshøj Poulsen, at ”skolerne skal lægge sig i selen nu. Det er simpelthen ikke godt nok at 25 pct ……. Ikke kan få en ungdomsuddannelse”. Intensive læringsforløb fra morgen til aften skal sættes i værk, for de 9. klasses elever, der bl.a. pga. dovenskab og pjækkeri, ikke kan bestå med 02 i dansk og matematik til sommer.

Det må da siges at være brandslukning, når det er allerværst. I øvrigt en artikel, der efterlader læseren med en masse spørgsmål. Hvem er skolerne? Lærerne, lederne, forvaltningen, staten? Besynderlig måde at fralægge sig et medansvar på. Ja, Kalundborg Kommune ligger i top, når det handlet om flest penge pr. elev, men til hvad? I 2019 blev vi bekendt med at kommunen spenderer minimum 11. mio. kroner til et prestigeprojekt på én enkelt skole, som kommer hvem til gode? I en almindelig husholdningsøkonomi ville man nok tale om betænkelig prioritering af midlerne. Dovenskab og pjæk, er det en særlig gruppe som vi igen marginaliserer for ikke at anerkende vores samfund? 

Det er mig en gåde, at man ikke kan drage den konklusion, at når vi sætter lærernes undervisningstid op for derigennem at opnå en betragtelig besparelse, så går det uundgåeligt ud over lærernes i forvejen forsvindende lille forberedelsestid til planlægning og efterbehandling af den undervisning, der skal sikre, at eleverne kan få de karakterer, der skal til, for at komme videre i uddannelsessystemet. Det kommer altså ikke af sig selv.

Det er nemt at være klog og opfordre til at tale folkeskolen op, men det er jo Kejserens nye klæder. Der er et uundgåeligt stort behov for handling med den lange bane for øje, så vi ikke står i 11. time og forsøger at iværksætte en bekymrende brandslukning, hvor formålet mest lugter af, at politikerne kan sætte flueben ved deres målsætninger, mere end det handler om, at eleverne får den kvalitet i undervisningen de fortjener hele deres skolegang igennem. 

Pernille Ahrenkiel



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0