AnnonceLuk annonce




Førstehjælpere ydede stor indsats ved hjertestop

18-03-2020

Fra venstre, Dan Hartmann, Trine Nystrup og Ulrik Hansen ydede en stor indsats for at redde et menneskeliv tirsdag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Tre lokale førstehjælpere var fremme som de første, da en chauffør tirsdag eftermiddag fik hjertestop i sin lastbil på Stejlhøj i Kalundborg, og ydede en stor indsats for at prøve at redde mandens liv.

For Trine Nystrup, Dan Hartmann og Ulrik Hansen blev tirsdagen ikke helt som den plejer, de var alle tæt på Stejlhøj, da de på deres telefon fik en melding om, at en person var faldet om med hjertestop på den tidligere Eurogran fabrik på Stejlhøj.

De er alle tilsluttet Region Sjællands ’Danmark redder liv’, hvor frivillige træder til når folk falder om med et hjertestop, og på den måde gør en forskel for at være med til at redde liv.

Trine Nystrup var på vej ind i Jem og Fix, Dan Hartmann arbejder på virksomheden ved siden af på Stejlhøj, og Ulrik Hansen kørte i sin bil på Slagelsevej. De var derfor alle tre meget hurtigt fremme på adressen, hvor en chauffør var blevet fundet liggende i sin lastbil med hjertestop.

De tre lokale førstehjælpere var fremme som de første på stedet før redningspersonalet, og begyndte med det samme på livreddende førstehjælp indtil ambulancereddere og paramediciner kom frem og kunne tage over.

”Jeg var på vej ind i Jem og Fix da alarmen kom på telefonen, min opgave var så at hente den nærmeste hjertestarter, som hang lige over for hos Kalundborgegnens Antennelaug, imens var Ulrik og Dan gået i gang med livreddende førstehjælp inde i lastbilen,” fortæller Trine Nystrup.

Chaufføren, en 48-årig mand fra Randers, følte sig dårlig og havde derfor lagt sig ind i sin lastbil, han blev så fundet med hjertestop små 10 minutter senere af en kollega, som fik slået alarm.

Lastbilchaufføren blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet, men trods den flotte indsats fra de tre lokale førstehjælpere, stod manden liv desværre ikke til at redde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Trine Nystrup, Dan Hartmann og Ulrik Hansen har alle tre flere gange været kaldt ud til folk med hjertestop og har været med til at redde liv, og har gennemgået kursus i livreddende førstehjælp.

”Jeg opfordrer folk til at melde sig hvis man har lyst til at yde en indsats, man skal bare være klar over at det ikke kun er gamle mennesker der kaldes ud til, det kan lige så godt være et barn eller en der er druknet, det skal man lige forholde sig til,” siger Ulrik Hansen, og Trine Nystrup supplerer,

”Det bliver jo aldrig hverdag, men man får et professionelt forhold til det.”

Video: Stor udrykning til hjertestop



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0