Første store spadestik

Første store spadestik til ny daginstitution blev taget mandag formiddag. Foto Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag formiddag blev det første spadestik til den nye daginstitution, Buldervang, i Kalundborg taget. Institutionen skal ligge på Klostervænget, området bag Meny og Stark.

Borgmester Martin Damm (V) deltog i ceremonien ligeså gjorde medlemmer af kommunalbestyrelsen, hovedentreprenør Allan Abkjær, totalrådgiveren ATRA Arkitekter samt en række underleverandører og repræsentanter fra administrationen i Kalundborg Kommune.

Vi glæder os til at komme i gang. Børnetallet boomede for mange år siden, og dengang lavede vi midlertidige løsninger med pavilloner, og det har også fungeret fint, men nu kan vi med det nye byggeri her erstatte pavillonerne, der faktisk har stået siden 1999. Nu får de i stedet nogle moderne og bedre rammer,” siger Martin Damm, og fortsætter: ”Vi skal være færdige til juni 2021, og jeg tror, det bliver et pragtfuld sted være - i byen og samtidig ude i naturen.”

Buldervang bliver 1.100 kvm, og afløser Børnehuset Møllevang, der lige nu kan tilbyde 647 kvm. Der er plads til 89 børn, heraf 63 børnehavebørn og 26 vuggestuebørn. Næste daginstitution, der skal bygges bliver i Svebølle, hvor den nye institution skal erstatte Svebølle Børnehave og Viskinge Børnehus.

Daginstitutionen i Buldervang koster 26 mio. kr., og bliver bygget efter et koncept, der understøtter trivsel og udfoldelsesmuligheder og samtidigt kan tilpasses som fleksibel byggemodel andre steder i kommunen, hvor der enten er flere eller færre potentielle børn og medarbejdere, der skal have deres daglige gang. Der er stræbt efter et design, hvor man med nogle ret simple greb kan tilpasse bygningen til et lokalområdes æstetiske udtryk – og dermed kan konceptet bruges andre steder i Kalundborg kommune.

Del