AnnonceLuk annonce




Fører til vanvidskørsel er endnu ikke fundet

30-07-2019

Bilen blev totalskadet i forbindelse med det vanvittige uheld på Algade i Gørlev. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den mandlige fører af den personbil som mandag morgen kørte galt i et vanvittigt solouheld på Algade i Gørlev, er endnu ikke fundet. Bilens ejer har kortvarigt været anholdt, men er løsladt igen.

Midt- og Vestsjællands Politi leder fortsat efter føreren af den VW Golf, som mandag morgen kørte galt i Gørlev, hvor to ejendomme, flere elskabe og en lygtepæl blev påkørt, ifølge vidner, på grund af meget høj fart gennem Gørlev.

Føreren af bilen stak af efter uheldet. I bilen befandt sig også en kvæstet, 20-årig mand fra Gørlev, der havde siddet på forreste passagersæde, da bilen forulykkede, og som ikke ønsker at oplyse noget om føreren til politiet.

Politiet ledte i første omgang efter bilens ejer, en 19-årig mand fra Gørlev, han blev fundet over middag på en adresse i Jyderup, han blev kortvarigt anholdt som mistænkt for at have været fører, men blev løsladt efter afhøring til sagen.

På Facebook oplyser bilens ejer at han var indlagt på Slagelse Sygehus på det tidspunkt hvor uheldet skete, og oplyser samtidig at bilen er stjålet og at han absolut intet har med uheldet at gøre.

Politiet arbejder nu videre på at få efterprøvet alle de fremkomne oplysninger i sagen omkring føreren og hændelsesforløbet i det hele taget.

Den person som flygtede fra stedet beskrives som en ung mand med lyst hår, iført blåt tøj.

I forbindelse med uheldet var Algade spærret for trafik helt frem til mandag middag, lige som flere forretninger først fik strøm igen lige over middag.

Se også: Fører stak af fra vanvittigt solouheld



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0