AnnonceLuk annonce




Fodboldstadion hedder fremover Lip´s Park

31-08-2020

Fra venstre, Lars Larsen, Lip's Autoteknik, Bo Gormsen, hovedformand Rørby/Værslev IF, Marc Duncan, fodboldtræner og Thomas Djernis, fodboldformand. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det gamle Rørby stadion på hjørnet af Mogens Banke og Slagelse Landevej har fået nyt navn, opkaldt efter Lip's Autoteknik i Rørby som er ny hovedsponsor for fodboldafdelingen.

Fremover hedder det gamle Rørby Stadion Lip's Park, opkaldt efter Lip's Autoteknik i Rørby, som er blevet hovedsponsor for fodboldafdelingen i Rørby Værslev Idrætsforening. Navneskiftet blev markeret fredag sidst på dagen hvor mange børn og unge var samlet til fodbold.

Fodboldafdelingen har igennem flere år haft tilbagegang og var lukningstruet, men en helt ny bestyrelse trådte til ved årsskiftet, og siden er det kun gået fremad. Lige nu er der godt 100 medlemmer i fodboldafdelingen.

”Fodbolden i Rørby var synet lidt hen, men nu er en ny bestyrelse trådt til, og der er god fremdrift, faktisk var det sådan, at sidste efterår var det første gang der blev spillet 11-mands fodbold i otte år i Rørby, nu har vi godt 100 aktive medlemmer som kommer fra store dele af kommunen,” fortæller Thomas Djernis, formand for fodboldafdelingen.

Med fremgang for fodbolden i Rørby, har det også været nemmere at skaffe sponsorer, og nu er Lars Larsen, indehaver af Lip's Autoteknik i Rørby, trådt til som hovedsponsor, og derfor er stadion nu omdøbt til Lip's Park med både synlige skilte og flag i flagstængerne med det nye navn.

”Jeg har spillet masser af fodbold her gennem mange år, og det er dejligt at der igen er så mange som vil gøre noget for fodbolden i Rørby, det vil jeg gerne være med til at støtte her i vores lokalområde,” fortæller Lars Larsen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0