AnnonceLuk annonce




Flytter til større og bedre lokaler

23-02-2017

Formand Dorthe Hornbæk-Jensen glæder sig til at den nye forretning åbner. Foto: Jens Nieslen

Af Jens Nielsen

Fredag d. 3.marts åbner Mødrehjælpen dørene for deres helt nye butik i Kordilgade i Kalundborg. Den røde snor klippes af Anita Winther.

For fire år siden åbnede Mødrehjælpen i Kalundborg, forretning i Kordilgade 13, lokaler der måske bedre egnede sig til kontor end til butik, men der har været masser af kunder forbi, nu er pladsen blevet for trang og Mødrehjælpen flytter.

Fredag d. 3.marts klokken 13 bliver den røde snor så klippet til helt nye lokaler på Øen, Kordilgade 71, forretningen der i mange år husede Profiloptik.

Det bliver kommunalbestyrelsesmedlem og koordinator for Kalundborg Handelstandsforening, Anita Winther, som skal klippe snoren og dermed byde kunderne indenfor i store flotte lyse lokaler.

”Nu får vi en rigtig butik hvor varerne præsenterer sig væsentligt bedre og hvor der ikke er trapper, det er ikke smart med flere trappetrin når mange af vores kunder har en barnevogn med, i vores nye forretning kan barnevognen tages med ind fra gaden”, fortæller formand for Mødrehjælpen i Kalundborg, Dorthe Hornbæk-Jensen, der sammen med de mange frivillige er i gang med at få de sidste ting på plads i den nye forretning.

Den nuværende forretning i Kordilgade 13 lukker fredag i denne uge, og så bliver der først åbnet igen næste fredag, men så er det i de nye lokaler på Kordilgade 71.

”Vi skal bruge noget tid til at pakke den gamle butik ned og få flyttet de mange varer”, fortæller Dorthe Hornbæk-Jensen.

Nye lokaler er så småt taget i brug

Selv om den nye forretning først åbner fredag i næste uge, så er der allerede masser af aktivitet, især i baglokalet, hvor flere af de mange frivillige der er tilknyttet forretningen, er i gang med at sortere tøj og prismærke.

”Alt det børnetøj vi sælger i forretningen er genbrugstøj, som er doneret af mange forskellige borgere, og til børn i alderen 0 til otte år. Alt tøjet er sorteret og set efter, alt er vasket, strøget og prismærket, lige som legetøj bliver vasket af inden vi sælger det”, fortæller formanden, der glæder sig meget til de nye og større lokaler.

Mødrehjælpens nye forretning vil have åbent hver dag fra kl. 10 til 17, og lørdag fra 10 til 13.

I forbindelse med indvielsen fredag d. 3.marts klokken 13, serveres pindemadder og frugt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0