AnnonceLuk annonce




Flot opbakning til nyt Lokalråd

15-03-2017

Mange var mødt op for at være med til at stifte lokalrådet for Gørlev og Omegn. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Opbakningen til etablering af Gørlev og Omegns Lokalråd er stor, onsdag aften var der stiftende generalforsamling.

En gruppe borgere i Gørlev og omegn har gennem længere tid arbejdet med at etablere et lokalråd. Onsdag aften var der så indkaldt til stiftende generalforsamling, og her mødte omkring 70 borgere op.

”Det er mega godt at se så mange”, sagde Jonas Henriksen, der senere blev valgt som rådets første formand.

Kommunalbestyrelsesmedlem Svend Erik Autzen (V) blev valgt som aftenens dirigent, og på ganske kort tid var rådets nye vedtægter gennemgået og vedtaget, vedtægter som er meget lig dem der anvendes i andre lokalråd.

Valgt til bestyrelsen for Gørlev og Omegns Lokalråd er flg.: Formand, Jonas Henriksen – Næstformand, Liselotte Sebber Andreasen – Kasserer, Charlotte Jakobsen – bestyrelsesmedlemmer, Liselotte Hammershøy Hansen, Bjarne Ekman, Mads Bach og Jette Nielsen.

Mange ideer at tage fat på

Det nye lokalråd har allerede været i arbejdstøjet inden bestyrelsen faktisk var valgt, det gælder især etablering at fibernet i Gørlevområdet, samt områderne ved Ornum, Bjerge Nordstrand, Svallerup Strand og Reersø.

”Vi har været i tæt dialog med firmaet Fibia om at grave fibernet ned i de nævnte områder, det kræver en vis tilmeldingsprocent før de graver, så det er nu lokalrådets opgave at få så mange til at tilmelde sig som muligt så området kan blive endnu mere attraktivt at bo og holde ferie i, det er nemlig sådan at mange vælger sommerhus efter at det skal være et dejligt sted, og om der er internet”, sagde Jonas Henriksen til de mange fremmødte.

Formanden kunne også oplyse at Fibia vil opstille en informationsbus i påsken i sommerhusområderne.

Racerbane stoppet

Det nye lokalråd har også været i dialog med politiet om at få stoppet de unge som kører race i området ved den gamle sukkerfabrik, her bliver der nu sat forhindringer op så det ikke længere er muligt at bruge området som racerbane.

Fællesspisning

Et af de første arrangementer for det nye lokalråd i Gørlev og omegn bliver en fællesspisning i forsamlingshuset Enigheden den 26. april, hvor der er lavet aftale med SYMP! I Kalundborg, som kommer og laver lækker mad til små penge.

Svømmehal

Bestyrelsen for det nye lokalråd har allerede to sider, tæt skrevet, med ideer til hvad der skal arbejdes med.

”Jeg skrev kækt på Facebook, at Gørlev skal have en svømmehal, det er nok ikke den opgave vi tager fat i først, vi vil i starten arbejde mere med de nære ting, bl.a. arrangeres der en Sct. Hans aften”, kunne Jonas Henriksen fortælle.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0