AnnonceLuk annonce




Flertallet tromler.

30-04-2020

Læserbrev:

Flertallet tromler.

Det var stort set det værste møde i kommunalbestyrelsen, som jeg har deltaget i den 29. april 2020. Ikke på grund af måden vi afholdte mødet på, men borgmesterens klare afvisning af alt vi kom med. Jeg synes det er både pinligt og sørgeligt den magtfuldkommenhed blå blok udviser over for det store mindretal i rød blok. Jeg har da aldrig i mine 27 år i politik oplevet noget tilsvarende fra nogen borgmester inkl, mig selv. Samarbejde i borgmesterens optik er, at vi skal sige ja til alt han og de øvrige i blå blok kommer med. Man skulle da tro, at de er bange for os.

Da vi bad om at blive orienteret om skolernes og børnehavernes foranstaltninger mod smittefare, og i øvrigt beklagede os (i rød blok) over ikke at have været inddraget i denne proces, var der straks en i blå blok, som himlede op om, at hun da aldrig havde følt sig så velorienteret. Tja når et stort mindretal samlet beklager sig, så burde borgmesteren da overveje, om der måske ikke var noget om snakken. Vi er jo alle i kommunalbestyrelsen ansvarlige, hvis ting går galt. Når forældre og vi andre har givet udtryk for bekymring for de små børn, som blev sendt i skole, vuggestue og børnehave, så fik man blot et – efter min mening – nedladende svar om, at vi skulle slappe af, idet vi da hverken boede i New York eller i Italien. Den borgmestergaranti tror jeg ikke fjernede forældrenes bekymringer. Det er utroligt, at selv i sådan alvorlig situation, hvor det kan koste menneskeliv, bliver der ikke lukket op for medindflydelse eller nogen form for demokrati i kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Hvor er det dog gang på gang en nedslående oplevelse som lokalpolitiker i Kalundborg Kommune. Det er mit inderlige håb, at flertallet skifter efter kommunevalget næste år.

Venlig hilsen

Gert Larsen



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0