AnnonceLuk annonce




Flere virksomheder med i Kalundborg Symbiose

09-03-2020

Kalundborg Bioenergi er nu en del af Kalundborg Symbiosen. Arkivfoto: Jens Nielsen

Kalundborg Symbiose har på sit seneste bestyrelsesmøde optaget to nye medlemmer i foreningen, som nu tæller ikke mindre end elleve virksomheder, såvel private som offentlige. Udvidelsen er helt i tråd med foreningens strategi om at være verdens førende industrielle symbiose, bl.a. ved at udvikle og forankre symbiose tankegangen lokalt, skriver Kalundborg Symbiosen i en pressemeddelelse.

”Jo flere partnere, jo flere potentielle strømme findes der i Symbiosen. Vi er glade for at byde to nye virksomheder med ind i samarbejdet om bæredygtig produktion. De to nye medlemmer indgår allerede i flere forskellige sammenhænge. Så det er helt naturligt, at de bliver rigtige medlemmer af partnerskabet”, udtaler Lisbeth Randers, sekretariatschef for Kalundborg Symbiosen.

De nye partnere

Og hvem er de så, de nye medlemmer?
Kalundborg Bioenergi er optaget som fuldgyldigt medlem af foreningen, således at de får plads i bestyrelsen. Kalundborg Bioenergi udnytter biogas- og gødningspotentialet i rest-biomasse fra Novozymes (Novogro) og Novo Nordisk (gærfløde) på deres biogasanlæg. På biogasanlægget produceres biogas, der efterfølgende opgraderes til naturgaskvalitet, så bl.a. CO2 og svovlbrinte fjernes fra produktet. Naturgassen sendes til lokale virksomheder som Gyproc Saint-Gobain og Equinor og videre ud til forbrugerne gennem naturgasnettet. Svovlbrintefraktionen opsamles og bruges i produktion af gødning, som blandt andet benyttes på lokale landmænds marker. Kalundborg Bioenergi ejes af danske Bigadan.

”Vi er stolte af, at Kalundborg Bioenergi nu bliver et fuldgyldigt medlem af Symbiosen, som vi mener er et af de stærkeste offentlig-private samarbejder i Danmark. Vi er allerede i dag et vigtigt led i Symbiosens cirkulære proces med fokus på genanvendelse af ressourcer. Det vil vi se frem til at fortsætte med at være. Jeg er sikker på, at vi kan bidrage positivt som medlem, og vi glæder os til at udbygge og styrke Symbiosen sammen med de stærke medlemsvirksomheder, Kalundborg Kommune og Symbiosens sekretariat,” siger Erik Lundsgaard, direktør for Kalundborg Bioenergi,

Unibio er optaget som associeret medlem af foreningen. Det er en ny model, som giver mulighed for at deltage i udviklingsarbejdet i netværket, samtidig med at man bidrager med nye strømme. Unibio har siden 2017 haft demonstrationsfaciliteter i Kalundborg og producerer p.t. primært protein til dyrefoder ved brug af en patenteret gæringsreaktor. Produktet er et bæredygtigt alternativ til traditionelle proteinkilder som fx sojakoncentrat og fiskemel.

Virksomheden forventer at udvide faciliteterne i Kalundborg, idet der arbejdes på udvikling af protein til menneskeføde. Unibio aftager biogas fra Kalundborg Bioenergi, hvilket tilføjer en ny strøm til det eksisterende økosystem i Kalundborg Symbiose.

Fakta om Kalundborg Symbiose

Kalundborg Symbiose er et enestående eksempel på, hvordan industrien kan producere på en bæredygtig måde, der både er skånsom for miljøet og samtidig skaber vækst. Siden 1972, hvor det første symbioseprojekt blev etableret, er offentlige og private virksomheder i Kalundborg gået sammen om at udnytte ressourcerne endnu bedre end en enkelt virksomhed kunne gøre alene. Det har over årene skabt et helt unikt industrielt økosystem, der med udvidelsen af medlemskredsen består af ikke mindre end 23 forskellige strømme.
Kalundborg Symbiose er en almennyttig forening, der består af følgende medlemmer: Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Ørsted, Gyproc Saint-Gobain, Avista Green, Argo, Kalundborg Forsyning, Kalundborg Kommune og nu altså udvidet med Kalundborg Bioenergi og Unibio. Bestyrelsen arbejder desuden tæt sammen med BioPro, der understøtter start-up virksomheder med fokus på procesteknologi.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0