AnnonceLuk annonce




Flere hundrede nye arbejdspladser på vej

23-09-2020

Den tidligere fiskeoliefabrik på Kalundborg Havn er solgt til Chr. Hansen Holding, som vil skabe flere hundrede arbejdspladser i Kalundborg inden for de næste år. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

BASF har netop solgt deres produktionsanlæg på Kalundborg Havn til Chr. Hansen Holding. Flere hundrede nye arbejdspladser er på vej til Kalundborg.

Chr. Hansen Holding har opkøbt det tyske biotekselskab Jennewein Biotechnologie. En handel til 310 mio. euro, hvilket svarer til ca. 2,3 mia. danske kr.

Jennewein Biotechnologie, der har hovesæde i Bonn og tæller ca. 100 ansatte, er et af de førende selskaber inden for produktionen af humane mælkeoligosaccharider, også kendt som HMO'er.

Og det er netop købet af det tyske selskab som har ført til købet af fabriksbygningerne på Kalundborg Havn, hvor produktionen af HMO skal foregå.

”Man har et mindre produktionsanlæg i Tyskland, men nu har vi brug for at få det op i en helt anden størrelse, derfor har vi købt fabriksanlægget i Kalundborg, her står der en flot fabrik, så vi kan komme markant hurtigere op og køre, i forhold til at skulle starte med en bar mark et sted i Europa, så det har været rigtigt meget tiden der har været vores ven her,” fortæller  Torsten Steenholt, Executive Vice President hos Chr. Hansen fra fabrikken i Bonn, da vi fanger ham på telefonen, og han fortsætter,

”Vi har fået nøglerne, og vi går i gang i morgen med engineering opgaven på, at designe fabrikken, når jeg kommer herfra."

Flere hundrede nye arbejdspladser

Chr. Hansen går i gang med at ombygge fabrikken på Kalundborg Havn så den passer til produktion af produktet HMO, hvilket vil give arbejde til en lang række håndværkere de næste par år.

”Vi har købt en virkelig flot fabrik, men vi skal have det udstyr ud som står i fabrikken nu, og så have vores eget udstyr ind. Det tager omkring to år før sådan en ombygning er færdig, og derefter regner vi med at ca. 100 medarbejdere skal ansættes til at køre fabrikken,” fortæller Torsten Steenholt, og fortsætter,

”Vi har stor tiltro til, at produktionen kommer til at vokse markant, i fremtiden skal vi være omkring 200 mand, og indirekte ansætter man typisk mindst lige så mange medarbejdere som fx diverse håndværkere, sikkerhedsfolk, rengøringspersonale og kantinefolk. Der er tal som viser, at for hver arbejdsplads på sådan en industri, så er der to til tre yderlige arbejdspladser hvor medarbejderen bare har et andet navn på skjorten, så der kommer mange nye arbejdspladser i Kalundborg de næste år."

Skal bruge havnen

Chr. Hansen kommer til at skulle bruge havnen i Kalundborg til både råvarer der sejles ind og til færdige produkter der skal sejles ud.

”Vi kommer til at skulle bruge havnen markant, den proces vi har, skal bruge en stor mængde råmaterialer i fremtiden som kommer fra forskellige steder i Europa, så i stedet for at køre dem med dieselbiler gennem Europa, så giver det stor mening at sejle dem til Kalundborg, så der er både økonomi og miljømæssige gode grunde til at bruge havnen,” siger Torsten Steenholt.

Kalundborg en attraktiv by

En af grundene til at folkene bag Chr. Hansen bl.a. synes at Kalundborg er en attraktiv by, er fordi den i forvejen har håndværkere der er vandt til at arbejde i rustfri stål og procesudstyr, og så glæder selskabet sig til at tage et aktivt medejerskab af samfundet.

”Vi vil absolut glæde os til at komme til Kalundborg for at engagere os i hvad der er af samarbejder på tværs af industri, uddannelse og efteruddannelse. Vi kommer ikke bare ind for at lukke os inde i en kuppel, vi kommer for at tage et aktivt medejerskab af samfundet, og så har vi oplevet Kalundborg som en meget erhvervsvenlig kommune, så vi har følt os godt behandlet gennem hele processen, nu glæder vi os til at få et Chr. Hansen logo i toppen af bygningen og så få tændt lyset i det,” slutter Torsten Steenholt.

Fakta:

Mælkeoligosaccharider, HMO, er et særlig komplekst kulhydrat, der findes i brystmælk og bruges til produktionen af bl.a. modermælkserstatning og kosttilskud.

 Chr. Hansen forventer, at Jennewein Biotechnologie næste år vil lande en omsætning på ca. 50 mio. euro, svarende til 370 mio. kr.

Chr. Hansen vurderer, at markedet for HMO'er anslås at have en værdi på omkring 400 mio. euro i 2025 og mere end 1 mia. euro på længere sigt.

Chr. Hansen Holding blev i 2019 kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed af det canadiske medie- og investeringsanalysefirma Corporate Knights.

Virksomheden har omkring 3700 ansatte i 32 lande.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0