AnnonceLuk annonce




Flere firmaer interesseret i Ny Vesthavn

26-11-2019

Kalundborg Havn oplever god interesse for Ny Vesthavn. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Selv om Ny Vesthavn lige nu ligger øde hen på grund af en række knækkede ankerstænger, er Kalundborg Havn fortrøstningsfuld for fremtiden. Flere firmaer henvender sig løbende om muligheder på det nye havneområde.

Tidligere på året opdagede Kalundborg Havn at 25 ankerstænger, som holder den 500 meter lange kajvæg på Ny Vesthavn, er knækket. Det betyder at den Ny Vesthavn ikke lige nu kan anløbes med skibe.

”Hele den her sag har selvfølgelig betydet tabte indtægter for Kalundborg Havn. Vi havde fået nogle spændende opgaver i hus ude på Ny Vesthavn, som vi desværre har været nødt til at aflyse, da vi ikke har plads i den eksisterende havn,” fortalte bestyrelsesformand Martin Schwartzbach (DF) mandag aften, da Kalundborg Havn havde inviteret til det traditionsrige årlige møde med kunder, brugere og samarbejdspartnere.

Bestyrelsesformanden kunne endvidere oplyse, at havnen heldigvis har en solid økonomi. Mange års gode regnskaber gør, at likviditetsbeholdningen er rigeligt solid til at komme igennem den kommende periode.

Kalundborg Havn ser frem mod 2020 med nogen usikkerhed, ikke mindst fordi der ikke på nuværende tidspunkt er overblik over, hvornår der kommer en afklaring på problemerne med Ny Vesthavn.

”Vi håber selvfølgelig, at vi hurtigst muligt kan tage Ny Vesthavn i brug. Men vi må nok se i øjnene, at det kommer til at tage tid. For havnen og vores forretningsmuligheder håber vi på en hurtig og snarlig løsning,” sagde Martin Schwartzbach, og fortsatte,

”på trods af forsinkelsen er vi fortrøstningsfulde. Vi kunne allerede nu have haft gode lukrative forretninger på Ny Vesthavn, hvis vi kunne have igangsat som planlagt. Der er fortsat god interesse for vores nye havneområde, og ikke mindst vanddybden på 15.0 m. ved kaj tiltrækker interesse. Vi får løbende forespørgsler ind vedrørende Ny Vesthavn.”

Sagen om de knækkede ankerstænger ligger lige nu hos Voldgiftsnævnet for bygge og anlægsvirksomhed, med henblik på at få dem til at udpege syns- og skønsmænd i sagen. De skal så finde frem til, hvorfor ankerstængerne er knækket, og hvordan man bedst muligt kan udbedre skaden.

”Vi forventer ikke at blive ramt økonomisk. Vi forventer således at få dækket både reparationsomkostninger såvel som de tabte indtægter. Det ligger fast, at entreprenørens all risk-forsikring kommer til udbetaling. All risk-forsikringen dækker skader på byggeriet og dækker også både underleverandører og bygherre,” oplyste bestyrelsesformanden i sin tale til de mange fremmødte til mandagens møde.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0