AnnonceLuk annonce




Fire grundejerforeninger sammen om hjertestarter

19-04-2020

Af Jens Nielsen

Grundejerforeningerne Skambæk, Sandskrænten, Nostrup og Fjordskrænten i Nostrup området har nu fået en fælles hjertestarter, og er på den måde med til at redde liv.

Den helt nye hjertestarter er placeret på hjørnet af Birkeskrænten og Solskrænten og er tilgængelig 24 timer i døgnet og tilmeldt hjemmesiden hjertestarter.dk.

Ud over en række af enfamiliehuse, så er der i området også rigtigt mange sommerhuse, som i sommerhalvåret tiltrækker mange mennesker.

Den nærmeste hjertestarter har hidtil været ved Kalundborg Golfklub eller på Hjorthøj, men nu er der altså en hjertestarter endnu tættere på.

Hjertestarteren er leveret af det lokale firma Safetygroup og så har elektrikerfirmaet Multi-Tech i Kalundborg støttet det gode projekt økonomisk.

I Danmark er der hvert år mere end 3.500 personer, som falder om med et hjertestop uden for hospitalet. Deres chance for at overleve afhænger af, at der er mennesker tilstede, som kan og tør yde livreddende førstehjælp. Selv om chancerne for at overleve er blevet bedre i de senere år, er det stadig kun 10 til 12 procent, der overlever et hjertestop. Med en hjertestarter i nærheden, stiger overlevelsesprocenten markant, helt op til 70 procent ville kunne overleve et hjertestop.

I Kalundborg er der 245 hjertestartere som er tilmeldt hjemmesiden hjertestarter.dk, heraf er de 151 tilgængelige hele døgnet rundt.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0