AnnonceLuk annonce




Filmfestival med ægte Oscar stemning

29-11-2019

Den dobbelte Oscar-vinder, filminstruktør og manuskriptforfatter Martin Strange-Hansen, havde taget den ene af sine statuetter med til Kalundborg, vel første gang nogensinde at en Oscar har været i Kino Den Blå Engel. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En film om Meny købmand Peter Egebæk, og en film om Bromølle Kro, løb begge med sejren som bedste film, i Kalundborg Kommunes Filmfestival, hvor de ældste elever har arbejdet med dokumentarfilm, og selv fotograferet og klippet.

Den røde løber var rullet ud, der var (børne) champagne i glassene, fotografering af deltagerne, i det hele taget var der en rigtig Oscar stemning i Kino Den Blå Engel det meste af torsdagen.

Kalundborg Kommune afholdt nemlig Filmfestival for de ældste elever i kommunen, og havde fået den dobbelte Oscar-vinder, filminstruktør og manuskriptforfatter Martin Strange-Hansen, til at styre slagets gang på scenen.

Martin Strange-Hansen, der stammer fra Jorløse, havde taget sin ene Oscar statuette med, og kunne fortælle de mange elever at hans allerførste biograffilm havde han set i midten af 70’erne i netop Kino i Kalundborg, og det var Olsenbanden ser rødt.

Eleverne har i november måned arbejdet med dokumentarfilm om deres nære hverdag - deres venner og familie, passioner og trængsler.

De 350 elever og deres lærere har fået undervisning og hjælp af professionelle filmfolk men har selv fotografereret og klippet filmene.

Projektet er blevet til 100 film fra de 16 klasser som har deltaget, og heraf var 32 film udtaget til finalen, som altså blev afviklet torsdag. Og fordi så mange elever deltog, var det nødvendigt at afholde finalen over to gange, en formiddag og en eftermiddag, og altså kåre to hold vindere.

De to unge filmarbejdere, Markus Juul Larsen og Frederik Schultz – begge oprindeligt fra Kalundborg, havde sagt ja til at være jury, og havde fundet vinderne i kategorierne, bedste foto, bedste ide, bedste klip, juryens specialpris og bedste film.

Prisen som bedste film gik til Marcus Tolstorff Nielsen, Emil Laurberg Nielsen og Mikkel Dam Hemmingsen fra 8. A på Rynkevangskolen, for en film om Meny købmand Peter Egebæk, og

Joanna Rose Rasmussen, Melissa Sif Schumacher og Mejse Broe Olsen fra 9. klasse på Tømmerup Friskole vandt også prisen for bedste film, med deres historie om Bromølle Kro.

Filmfestivalen er en del af kommunens kulturpakker på skolerne. Kulturpakkerne indeholder også teater, dans og musik.

Filmen om købmand Peter Egebæk.

Filmen om Bromølle Kro



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0