AnnonceLuk annonce




Fighterne åbner ”ballet”

10-05-2021

Lis Darré står for fighterne til Stafet For Livet i Kalundborg. Her ses hun sammen med formand for styregruppen til Stafet For livet Kalundborg, Ole Lauritzen. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tilmeldingen til Stafet For Livet i Kalundborg er i fuld i gang. Konceptet i år er ganske vist lidt anderledes, men der er stadig fokus på, at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Stafetten indledes med en fighterrunde den 12 juni, hvor alle nuværende og tidligere kræftpatienter går den første runde på banen i Munkesøen iført gule trøjer. Det er Lis Darré, der står for fighterne, ligesom hun har gjort de tidligere år.

Lis Darré står igen i år for fighterne til Stafet For Livet i Kalundborg. De skal åbne stafetten sammen med borgmester Martin Damm (V), der byder velkommen. Derefter overtager journalist, forfatter og tidligere kræftpatient, Arne Notkin, ordet. Han vil fortælle lidt om sit cancerforløb, og derefter går stafetten i gang. Det er kun fighterne og styregruppen, der vil være at finde i Munkesøen, når stafetten går i gang, da alle andre, grundet COVID-19, løber/går forskellige steder i kommunen. 

Hjælpsomme sponsorer

Stafet For Livet Kalundborg har fået et dronefirma til at filme og tage billeder, som bliver vist på storskærm i Kalundborg Havnepark samt på stafettens Facebookside. 

”Ved at vise forskellige spot fra dagen på storskærmen i havneparken og på Facebook, kan folk følge med hjemme fra stuerne, nu da vi ikke kan samles i større forsamlinger grundet corona,” siger Ole Lauritzen, der er formand for styregruppen i Stafet For Livet Kalundborg.

Ole Lauritzen fortæller endvidere, at styregruppen er blevet mødt med stor velvillighed i forhold til sponsorater fra virksomheder til stafetten: ”Det er jo også noget, alle kan forholde sig til, da alle kender en eller har kendt en, der har eller har haft cancer,” siger Ole Lauritzen.

Kvickly Kalundborg sponsorerer sandwich til frokost, og Føtex Kalundborg sponsorerer aftensmad. Styregruppen sørger for, at maden bliver kørt ud til dem, der har bestilt på holdene de forskellige steder. Alle penge fra mad går således ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. 

Lys på jord

En smuk lysceremoni kommer til at slutte dagen af, og Per Larsen, der er tidligere chefpolitiinspektør, men også fighter, vil sige et par ord i forbindelse med, at der efterfølgende tændes lysposer, der smukt lyser i aftenmørket. Lysposerne vil blive tændt kort efter kl. 22.30. Stafetten lukker derefter kl. 23. 

Køb af lysposer foregår både hos Kvickly, Føtex og i Meny Kalundborg, hvor de sælges i kiosken. Her kan man betale med MobilePay eller putte kontanter i bøtten, der står i kiosken med en label på. Pengene går også her ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Alle kan deltage

Alle kan stille et hold med venner, familie, kolleger, foreningsaktive eller andre, som gerne vil støtte kampen mod kræft. Man bestemmer selv, hvor stort holdet skal være, hvordan man vil bevæge sig, og i hvor mange timer den enkelte deltager er med. Fælles for alle, er at holddeltagerne betaler for at deltage i stafetten – 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn og unge under 18 år. Pengene går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patiensstøtte. 10 % går til det lokale arbejde i Kalundborg lokalforening. 

Man kan læse mere om arrangementet på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/kalundborg 

Fakta:

  • Stafet For Livet i Kalundborg afholdes den 12. juni 2021 i hele Kalundborg. 
  • Den første stafet blev afholdt i 2018, og i 2019 gentog vi succesen. 
  • Stafetten blev aflyst i 2020 grundet COVID-19.
  • Stafetten bliver en anderledes version i 2021 grundet COVID-19.
  • Stafet For Livet krydser fingre for, at man i 2022 kan mødes på normal vis, og stå sammen i kampen mod kræften.
  • I 2019 blev der samlet ca. 175.000 ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0