Far og søn side om side med hver sin virksomhed
28-11-2020Af Jens Nielsen
Troels og Kasper Andersen, far og søn, har hver sin virksomhed i den samme bygning på Hovvej i Ubby. Selv om der er travlhed er der blevet tid til at lave en ny fælles indgang til de to virksomheder.
Troels Andersen, har i 20 år drevet virksomheden T.A. Auto og Pladeværksted i Ubby. Det er fem år siden han købte bygningerne, og det er også fem år siden af sønnen Kasper Andersen købte Dinitrol - Vestsjællands Antirust Center, efter at have arbejdet seks år i firmaet.
Men selv om far og søn arbejder side om side, så har de intet med hinandens virksomheder at gøre.
”Selv om der er en dør imellem os, så er de to virksomheder totalt adskilt, vi blander os ikke i hinandens arbejde,” fortæller Kasper Andersen
Men alligevel er der en fordel ved far og søn forholdet, bl.a. har de to firmaer fælles frokoststue og nu er der også lige blevet etableret et helt ny pænt indgangsparti, fælles for de to virksomheder.
Mange motorreparationer
Der er travlhed både hos T.A. Auto og Pladeværksted og hos Dinitrol - Vestsjællands Antirust Center.
”Vi har så travlt, at vi kan næsten ikke følge med, vi kunne nemt bruge en mand mere, men det er umuligt at finde en ny medarbejder. Vi har rigtigt mange store motorreparationer, men også biler der skal klargøres til syn og en række skader,” fortæller Troels Andersen.
Der er i alt tre mand hos T.A. Auto og Pladeværksted, den ene, Michael Jørgensen har været der i rigtigt mange år, og er firmaets specialist på pladearbejde. Han er egentligt uddannet pladesmed, men har for nyligt taget uddannelsen som karosseritekniker, for på den måde og følge med tiden.
T.A. Auto og Pladeværksted er et såkaldt frit værksted og med i Automester kæden, samtidig er medarbejderne blevet uddannet i reparation af elbiler og er således et af omkring 100 værksteder i kæden som kan kalde sig E+.
”Der er bl.a. meget sikkerhed i forbindelse med at man arbejder på en elbil, men vi har været gennem sikkerhedskurser og har lavet service på de første hybridbiler,” fortæller Troels Andersen.
Flere ugers ventetid
Lige nu er det højsæson hos Dinitrol - Vestsjællands Antirust Center, så der er flere ugers ventetid på en rustbeskyttelse, også fordi helt nye biler bliver mere og mere tekniske og arbejdet med at rustbeskytte tager længere tid, ikke mindst de nye elbiler kræver en anden behandling.
”Der bliver mere og mere arbejde, bilerne bliver mere tekniske, men Dinitrol er gode til at forny sig, så de har produkter til alle opgaver,” fortæller Kasper Andersen, og fortsætter,
”Vi rustbeskytter rigtigt mange både hybridbiler og rene elbiler, fordi der sælges mange af den slags biler lige nu, men fx kan vi ikke bare sprøjte batteriet med den sædvanlige rustbeskyttelse for så bliver batteriet for varmt, derfor har Dinitrol udviklet et specielt produkt lige netop til det.”

Kasper Andersen og Troels Andersen, far og søn, har hver sin virksomhed i den samme bygning på Hovvej i Ubby. Foto: Jens Nielsen

Troels Andersen har bl.a. mange store motorreparationer. Foto: Jens Nielsen

De to firmaer har etableret fælles indgang. Foto: Jens Nielsen

Kasper Andersen i gang med at klargøre en personbil til rustbeskyttelse. Foto: Jens Nielsen

Foto: Jens Nielsen