AnnonceLuk annonce




Fælles fodslag for flere turister

28-06-2019

Formand for Kalundborg Turistforening, Hans-Henrik Nielsen, bød velkommen til mødet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Turistaktører i Kalundborg Kommune var fredag morgen samlet til møde om et fælles samarbejde for at fremme turismen i Kalundborg.

”Der er en lang række af turistaktører i Kalundborg Kommune, der hver især laver en række gode aktiviteter, som i et vis omfang trækker turister til Kalundborgegnen. Vi kikkede derfor på hinanden og sagde, hvis nu vi lægger kræfterne sammen, og ved at samarbejde mere, end vi allerede gør, vil vi så kunne trække endnu flere turister til området. Derfor er vi samlet til det første netværksmøde,” sagde Hans-Henrik Nielsen, formand for Kalundborg Turistforening i sin velkomst til de omkring 30, der var mødt op på Kalundborg Vandrerhjem til morgenens møde. Udover Kalundborg Turistforening, var det Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd, der havde indkaldt til mødet. 

Hans-Henrik Nielsen nævnte bl.a., at man havde skævet til Skælskør, som gør det rigtigt godt med mange aktiviteter for turister og fastboende, og han opfordrede de fremmødte til at komme med gode ideer. Og ideer er der nok af, bl.a. blev det nævnt, at der skal gøres mere for at fremme kystfiskerier, der skal være noget for børn i Kordilgade, der skal etableres skiltning, så turister kan finde rundt, bedre markedsføring af området, og så skal områdets borgere lade være med at tale Kalundborg ned, for der foregår faktisk rigtigt meget i hele kommunen, der mangler, ifølge de fremmødte, i stedet noget fælles koordinering af de mange aktiviteter.

Omsætning er steget 57 %

”Der skal ikke danne sig et indtryk af, at man ikke gør det godt nok i Kalundborg. Kikker vi på de overordnede tal fra 2013 til 2017, så er omsætningen på turisme steget med 34 % i Danmark, og kikker vi helt ned på kommune niveau, og kikker på Kalundborg Kommune, så har man i den grad overpræsteret, her er turismeomsætningen steget hele 57 %, så vi skal ikke gå rundt og slå os selv oven i hovedet. Vi gør det rigtigt godt, og omsatte faktisk for hele 800 mio. kr. i 2017, penge som turisterne har brugt i Kalundborg Kommune. Men selvfølgelig skal man fokusere på at gøre det bedre,” sagde direktør for Visit Vestsjælland, Jens Müller, som også deltog i mødet.

De tre foreninger som havde indkaldt til mødet, sætter sig nu sammen og gennemgår de mange input fra mødet, og i september indkaldes alle turisme-aktørerne så igen for at arbejde videre med planerne for at øge turismen i Kalundborg Kommune.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0