AnnonceLuk annonce




De små skal på banen i Gørlev

01-05-2019

Gørlev IF skyder nu en ny fodboldsæson i gang med et tilbud til helt nye og meget unge medlemmer samt deres forældre. Foto: DBUTV

kontakt@tv-kalundborg.dk

Med konceptet Bold & Bevægelse skyder Gørlev IF nu en ny fodboldsæson i gang med et tilbud til helt nye og meget unge medlemmer samt deres forældre. Træningstilbuddet har til formål at inspirere med en ny og sjov måde at tilbyde fodbold på til de yngste børn.

Bold og Bevægelse er et af DBU’s træningstilbud, og det er målrettet børn mellem 2 og 4 år og deres forældre. På holdet udføres øvelser og lege, der er tilpasset børnenes motoriske alder, og samtidigt sikrer det, at børnene bliver taget med ind i sjove og spændende legeuniverser i løbet af træningen, og herigennem kommer på udviklende tryghedsrejser til boldspil og bevægelse. F.eks. kommer børnene bl.a. til at opleve Afrika-safari, en tur i junglen og muligheden for at lege hval og krabbe under havets overflade. 

Gørlev IF har optimale træningsfaciliteter med både kunst- og græsbaner lige ved klubhuset. Det er en klub med masser af erfaring med aktiviteter for små børn med og uden forældre, og fodboldtilbuddet vækker derfor begejstring hos klubbens frivillige, der håber at se rigtig mange friske børn til fodbold og sjove tumlerier.

Børn bliver inspirerede af at være i et legeunivers, og meningen er, at de herigennem kommer til at synes, at det er sjovt at være i fodboldklubben. 

Træningen er planlagt lørdag formiddag kl. 10-11, så forældrene når at få øjne, børnene er friske, og alle kan nå hjem til en munter frokost, hvor der kan fortælles om dagens fodboldstrabadser. Der er allerede to trænere tilknyttet holdet, Lars og Morten, og forældrene kan også sagtens være med, så det bliver en god formiddag i fællesskab. De første par gange hjælpes Gørlev IF i gang af klubrådgiver Julie Jensen fra DBU Sjælland.

Første træning er lørdag d. 4.maj, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Træningen foregår på banen bag ved Gørlev Hallen. Mød op i behageligt tøj, der er afstemt med vejret.

Se mere om Bold & Bevægelse her: https://dbusjaelland.dk/turnering/boern-u2-u12/aktiviteter/bold-og-bevaegelse/



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0