AnnonceLuk annonce




Billedserie: Et langt liv i farvernes og fantasiens verden

12-10-2019

Grete Balle i sit atelier i kælderen. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Billedkunstneren Grete Balle er fyldt 93, men hun har ingen planer om at lægge pensler og farver på hylden.

På staffeliet i atelieret står der et billede.

Det er ikke færdigt.

Grete Balle kredser om det. Måske bliver den gule farve den fremherskende på lærredet. Måske er den et synsindtryk fra sommerens gule rapsmarker, for gult skaber lys omkring sig.

Måske.

"Jeg kan ikke sige konkret, hvad der sætter mig i gang. Selvfølgelig er det noget, jeg har set og sanset, men jeg kan ikke give en facitliste og sige: Nu skal I bare se, det var den blomst eller den natur, jeg så. Min kunst er essensen af de oplevelser, jeg har: Naturoplevelser eller mennesker, jeg møder, det kan også være en gammel ting, skønheden i forfaldet, eller sten, jeg har altid elsket sten, lige siden jeg som barn klatrede på stenene og fik lov til at komme ind på værkstedet hos min bedstefar, der var stenhugger. Jeg kunne nok ligeså godt være blevet billedhugger i stedet for maler og væver."

Billedkunstneren Grete Balle fyldte 93 år den 26. april i år, men hun har ingen planer om at lægge pensler og farver væk:

"Så længe jeg kan, vil jeg gerne blive ved. Det kan jeg ikke lade være med," siger hun.

Fantasien som drivkraft

Inspirationen til de farvemættede billeder får Grete Balle gennem en masse indtryk, hun samler, hvor hun færdes, og som hun overfører til lærredet med fantasien som drivkraft.

"Farverne inspirerer mig, og kontrasterne for eksempel mellem de gule marker og den sorte muld, og jeg maler spontant, direkte på lærredet.

Der skal helst ikke gå for lang tid uden at male.

Så hiver det i mig," siger Grete.

Så må hun ned i kælderen til sit atelier, ned til farverne.

Eller måske ovenpå, til syværkstedet, hvor Grete, som hun selv siger, tegner med stof.

"Mit arbejde kan være ensomt, men jeg kan lide det, og når jeg er inde i et godt flow, glemmer jeg tid og sted.

Jeg kan godt blive afhængig af at lave det, jeg altid har lavet!"

Altid i gang

Trods alderen er Grete Balle en spillevende kunstner, åben for indtryk og i stand til at forny sit billedsprog og sin udtryksform.

Hun er altid i gang med noget, og selv hvis hun sidder og ser tv om aftenen, har hun ofte papir og farver inden for rækkevidde til en hurtig skitse – og så bliver hun så grebet, at hun glemmer alt om det, hun egentlig ville se i fjernsynet.

Nu er efteråret over os, men det gør ikke Grete Balle trist til mode at sige farvel til sommeren:

"Efteråret er min bedste tid. Efterårsfarverne inspirerer mig, de blidere farver, se på skyerne, de flotte skyer sætter mig i gang," siger Grete og peger op mod himlen over Kalundborg Fjord, som hun har udsigt til fra sit hus på Lundevej.

Hun holder også af vinterens rene og klare linjer.

Mødet med Mogens

Det var mødet med Cobra-maleren Mogens Balle, der åbnede Gretes øjne for kunst:

"Han lærte mig at se!"

Indtil da havde abstrakt kunst været meget fremmed for hende. Hun husker tydeligt, at Mogens Balle viste hende et stort billede med mange farver, og han spurgte hende: Hvad ser du? Farver kan du jo godt lide. Kan du lide maleriets farver? Kan du finde noget i det?

Det var en uprætentiøs måde at se tingene på. Ikke noget med at man skulle være specielt klog for at kunne opleve abstrakt kunst, fandt Grete ud af.

Grete Balle stammer fra Sønderjylland. I sin barndom og tidlige ungdom boede hun skiftevis i Haderslev og Kolding, og det var især Haderslev, der blev ”hendes” by.

Hun flyttede til København, mødte Mogens Balle, og de to blev gift.

Pengene var små, og de to vandrede rundt i hovedstaden og var flittige gæster i byens kunstmuseer.

På den måde kom Grete ind i kunstens verden – og fandt den utroligt spændende.

Mogens tilskyndede hende til at male. Det gjorde hun, og hun debuterede som 24-årig på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950 med et billede, hun høstede stor ros for.

Ægteparret Balle fik datteren Annemarie, og i den lille lejlighed, de boede i de første år, var der kneben plads både til et barn og to malere. I stedet for at male, begyndte Grete at væve, og det var som tekstilkunstner, hun slog sit navn fast. Grete Balle tilhørte tekstilkunstens avantgarde i 60’erne og 70’erne.

Hun har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger og får Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Stilhedens tåre

Efter Mogens Balles død i 1988 genoptog Grete Balle maleriet. Lige efter tabet af sin elskede mand malede hun billedet ”Stilhedens tåre”, og arbejdet med det fungerede som hendes sorgbearbejdelse, fortæller hun.

Maleriet blev første gang udstillet på M59 på Den Frie i 1990, hvor det fik meget fine omtaler.

Et par år senere blev ”Stilhedens tårer” købt af Gerlev Idrætshøjskole, hvor det hænger som udsmykning i Bevægelseshuset.

Grete Balle har gennem årene været en stærk inspirationskilde i det lokale kunstliv. Hun var initiativtager til Bispegården som udstillingssted og er stadig en af de førende kræfter i kunstnersammenslutningen Bispegårdsgruppen.

Grete Balle var da også med på Bispegårdsgruppens 36. årlige udstilling denne sommer, og hun har deltaget alle 36 gange.

Nysgerrigheden

"Hvorfra kommer lysten og kræfterne til stadig at være kreativ?"

"Jeg tror det er nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad der er henne om det næste hjørne, være modtagelig uden forudfattede meninger," siger Grete med et af de glade smil, der oplyser hele hendes ansigt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0