AnnonceLuk annonce




Et konstruktivt møde om motorvejen

04-10-2018

Michael Hallgren, produktionsdirektør i Novo Nordisk Kalundborg, fortæller om biotekbyen Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I onsdags mødtes politikere fra kommunerne og regionsrådet i Region Sjælland med politikere på Christiansborg for endnu engang at gøre beslutningstagerne opmærksomme på nødvendigheden af et udbygget motorvejsnet på Sjælland, herunder motorvejen til Kalundborg, der har første prioritet. 

Det var regionsrådet og borgmestrene i Region Sjælland, der havde inviteret transportministeren og centrale folketingspolitikere til et rundbordsmøde om det sjællandske motorvejsnet. Men derudover deltog også centrale aktører fra Sjællands erhvervsliv, og hos Novo Nordisk i Kalundborg havde man særlig fokus på Kalundborgmotorvejen, og var tilfreds med, hvorledes mødet gik.

”Det var et rigtig godt møde, hvor vi fik slået fast, at Kalundborg-motorvejens færdiggørelse har førsteprioritet for erhvervsliv og politikere fra de sjællandske kommuner. Kalundborg spiller en helt central rolle for at opretholde og udvikle Danmark, som et stærkt produktionsland. Men på trods af Kalundborgområdets helt indlysende styrkeposition, som hele Danmarks biotekby, er den utilstrækkelige infrastruktur fortsat med til at hæmme industriens muligheder for at drive virksomhed i området, ligesom det hæmmer fremtidig vækst. Det er vores oplevelse, at der er politisk vilje til at færdiggøre Kalundborg-motorvejen. Men den mangler at blive prioriteret økonomisk. Det ser vi frem til, at den bliver,” siger Michael Hallgren, produktionsdirektør i Novo Nordisk Kalundborg.

Ifølge Peter Jacobsen (DF), der er næstformand i regionsrådet i Region Sjælland og viceborgmester i Kalundborg, har dialogen med borgmestre, regionsrådsmedlemmer og erhvervsfolk sat et stærkt fokus på de sjællandske udfordringer hos folketingspolitikerne, og påpeget de prioriterede løsninger, man står sammen om i region og kommuner. 

"Kalundborg er den absolut største virksomhedsklynge i Danmark, og Næstved er den største by i Danmark uden motorvejsforbindende. Der har været landspolitisk opbakning til Kalundborgmotorvejen og Rønnede-Næstved motorvejen i mange år, uden at forbindelserne er kommet på plads. Efter mødet i dag fornemmer jeg, at der er forståelse for, at det nu er på tide,” siger han.

Kommunerne og regionen fortsætter det gode samarbejde med de lokale virksomheder og institutioner for at fastholde dialogen med og påvirkningen af folketingets politikere, indtil projekterne er realiseret.

Læs også Møde på Christiansborg om motorvej



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0