AnnonceLuk annonce




Et af de største set up på Kalundborg Rock’er

09-01-2019

Arrivals From Sweden gæster i år Kalundborg Rock'er.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Rock’er 2019 begynder i år allerede torsdag aften, og festivalen bliver sat i gang med et brag af en fest, når bl.a. Arrivals From Sweden kommer forbi og giver koncert.

Arrivals From Sweden gæster i år festivalen på Gisseløre torsdag aften, og laver et kæmpe ABBA show. Bandet er det tætteste, man kommer det originale ABBA, og de har kæmpe succes verden over. 

”Dette band er nok noget af det største set up, vi har haft på scenen i Kalundborg til vores festival. Hele 28 musikere og sangere vi være på scenen og underholde i 2 x 50 min.,” fortæller Johnny Elmelund, der er presseansvarlig på Kalundborg Rock’er.

Arrivals From Sweden turnerer med deres show over hele verden, og har blandt andet optrådt sammen med Boston Symphony Orchestra, samt mange andre store orkestre verden over. 

”I 2016 var de faktisk i Sorø, hvor man samlede 5.000 mennesker til deres fantastiske show, og her i Kalundborg er vi altså nu så heldige, at de kommer fra deres USA tourné, og dropper ned i Kalundborg, som eneste sted på Sjælland, inden de rejser videre på deres tourné,” siger Johnny Elmelund.

2019 er i øvrigt et rigtigt "ABBA år”, hvor også den originale gruppe ABBA rør på sig i forbindelse med udgivelse af en ny CD og en turné, som ingen dog rigtig ved, hvordan skal foregå, men en direkte gendannelse vil imidlertid ikke ske. ’Arrivals From Sweden - The Music of ABBA’ udgiver dog ligeledes en single i 2019.

Mere god musik

Torsdagen vil også byde på endnu et band som opvarmning til ABBA, og det er bandet ’Stayin Alive’, der spiller og optræder med Bee Gees. Heriblandt vil være at finde Jamie Talbot, der blev nr. 2 i 2018 udgave af X-Factor.

Kalundborg Rock'er holdes i år fra torsdag den 8. august til og med lørdag den 10. august.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
14608