AnnonceLuk annonce




Erhvervspris til Den Gamle Sukkerfabrik

25-02-2020

Lulu Harms Larsen fra Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, modtog Årets Erhvervspris 2020 for Gørlev og Omegn, her overrakt af formand for Gørlev Handels- og Erhvervsforening, Steffen Olsen. Foto:Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lulu Harms Larsen fra Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, fik tirsdag aften overrakt 'Årets Erhvervspris 2020 for Gørlev og Omegn', det skete på generalforsamlingen for Gørlev Handels- og Erhvervsforening, som blev afholdt i Gørlevhallen.

En glad Lulu Harms Larsen fra Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, modtog tirsdag aften Årets Erhvervspris 2020, en pris der hvert år uddeles af Gørlev Handels- og Erhvervsforening på foreningens generalforsamling, der i år havde samlet omkring 30 medlemmer.

”Vi har et medlem som i øjeblikket gør noget, så man tænker, hvor kom det lige fra her i Gørlev, det er helt unikt, og hjælper andre erhvervsdrivende med at komme i gang,” sagde formand Steffen Olsen, inden han overrakte prisen til Lulu Harms Larsen.

I Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev er det muligt, for virksomheder og iværksættere, at leje et moderne kontor, da Lulu Harms Larsen sammen med sin mand har lejet bygningerne af Nordic Sugar, for netop at leje kontorlokaler ud. Kontormiljøet, der er indrettet i en af de tilbageværende bygninger fra sukkerfabrikkens tid, rummer pt 10 virksomheder.

Fremgang for handels- og erhvervsforening

Formand Steffen Olsen kunne i sin beretning oplyse at der nu er 58 medlemmer i foreningen, det er hele 13 nye i forhold til sidste år, og det er bestyrelsen godt tilfreds med, formanden opfordrede medlemmerne til at komme med nye emner til måske kommende medlemmer.

Bestyrelsen arbejder med, at der fremover skal etableres en række netværksmøder, hvor medlemmer kan møde hinanden en gang om måneden, en ide der blev taget godt imod blandt de medlemmer som var mødt op til generalforsamlingen.

Tak for samarbejdet

Det mangeårige medlem af foreningen Jørgen Hansen har fået solgt sit hus i Gørlev og flytter til Slagelse, derfor har han valgt at stoppe sit store arbejde i foreningen, til stor ærgrelse for bestyrelsen. Formand Steffen Olsen overrakte Jørgen Hansen en kurv som tak, og sagde,

”Jeg ærgrer mig over at nogen har købt dit hus, du kunne lige så godt være blevet her i Gørlev, men held og lykke fremover, og du er selvfølgelig altid velkommen.”

 

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0