AnnonceLuk annonce




Erhvervsfolk ’familiesammenført’

29-08-2019

Fra venstre, Jens Lerager, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Per B. Madsen, Slagelse Erhvervscenter og Laila Bregner Carlsen, Sorø Erhverv, bød velkommen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Erhvervsfolk var torsdag morgen inviteret til et spændende tværkommunalt netværksmøde mellem Sorø Erhverv, Kalundborgegnens Erhvervsråd samt Slagelse Erhvervscenter, på Kragerup Gods.

”Man kan vel godt kalde det for en slags familiesammenføring,” sagde godsejer Birgitte Dinesen fra Kragerup Gods, inden hun fortalte om udfordringer og muligheder ved at være godsejer i 2019.

Kragerup Gods har i alt 1200 hektar jord, heraf ligger de 200 i Slagelse Kommune, de 250 i Sorø og 750 i Kalundborg Kommune, derfor gav det rigtig god mening at afholde det fælles netværksmøde for erhvervsfolk fra de tre kommuner på netop Kragerup Gods, som både er en ferie-, konference- og aktivitetsdestination.

Laila Bregner Carlsen, Sorø Erhverv, Per B. Madsen, Slagelse Er­hvervscenter og Jens Lerager, Kalundborgegnens Erhvervsråd, bød velkommen til de 162 erhvervsfolk som var stået tidligt op for at deltage i det tværkommunale netværksmøde.

”Det er et godt initiativ det med at lave tingene på tværs, de fleste virksomheder tænker jo ikke så meget på kommunegrænser, jeg tror det her er kommet for at blive. Det gode er at vi kender hinanden på kryds og tværs, og jeg er sikker på at vi kan lave noget for jeres skyld fremover,” sagde Per B. Madsen, Slagelse Er­hvervscenter, i sin velkomst.

Netværksmødet bød også på en orientering om hvad der sker i nye Erhvervshus Sjælland, samt en quiz, ’Kend din nabokommune’ – en underholdende og informativ quiz, hvor deltagerne i grupper på tværs af kommuneskel, skulle svare på spørgsmål der omhandlede de tre kommuner.

Kalundborgegnens Erhvervsråd har efterhånden afholdt mange netværksmøder på forskellige virksomheder i Kalundborg Kommune, men denne gang var mødet udvidet til at også erhvervsfolk fra Sorø og Slagelse kunne deltage.

"Laila fra Sorø kommer jo fra et job i Kalundborg, og jeg kommmer fra et job i Slagelse, så vi kender jo hinanden på tværs, derfor synes vi det kunne være sjovt at lave et fælles netværksmøde for de tre kommuner, og med den interesse der har været, bliver det nok ikke sidste gang vi gør det, vi har faktisk allerede fået en invitation om at besøge Comwell Klarskovgaard i Korsør til næste år," sagde Jens Lerager, erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0