AnnonceLuk annonce




Er der muligheder for den triste station?

21-04-2021

Den gamle stationsbygning er efterhånden slidt og Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg mener den bør rives ned for og åbne op mellem bymidte og havnefront. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Gennem årene har der været en del snak om, at man gerne ville enten fjerne eller flytte Kalundborg Station fra midtbyen, men det er aldrig rigtig blevet til noget, og i dag ligger der en noget trist og slidt stationsbygning midt i byen. Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdeling hører til dem, der mener, at man bør flytte stationen og åbne op mellem bymidte og havnefront, så man får mere liv i bymidten. Idéen er god, mener mange, men at fjerne stationen er ikke så ligetil.

Mange har gennem årene givet et bud på, hvad der skal gøres for at få området ved Kalundborg Station til at blive et indbydende sted, hvor man har lyst til at være. Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdeling mener fx, at hvis bymidten skal tilføres mere liv, skal man skabe en grøn kileplan igennem hele byen. Bymidten skal gøres grønnere og kobles sammen med havnefronten. Det kan fx gøres ved at flytte/nedrive stationen, åbne op mellem bymidten og havnefronten, etablere vandkanaler imellem bymidten og havnefronten og skabe små grønne oaser. 

”Det har været drøftet utallige gange, og borgerne har ligeledes været inde over med idéer, men hvad blev der egentlig af disse planer? Der er så meget snak om, at naturen er trængt ,og at vi skal have mere biodiversitet. Men så skal vi også huske at lave ny natur i forbindelse med nybyggeri, eller når vi restaurerer eksisterende,” siger Susanne Ladefoged, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdeling.

Ikke realistisk at fjerne stationen fra midtbyen

Jakob Beck Jensen (V), der sidder i kommunalbestyrelsen samt som formand for Teknik & Miljøudvalget kan sagtens forstå, at man gerne vil gøre noget ved den triste stationsbygning i Kalundborg, men at rive den ned er ikke en mulighed, fortæller han. 

”Kalundborg er en endestation, og det skal vi i øvrigt være glade for, da der trods alt er 55 arbejdspladser her. Men man kan ikke bare rive stationen inden i byen ned. Det er ikke realistisk at fjerne den, da det bliver alt for dyrt. Det er helt korrekt, at der var en hel del snak om netop at flytte eller fjerne stationen på et tidspunkt i forbindelse med, at man ville gøre det pænere i bymidten. Banedanmark har netop i sin tid lavet et prisoversalg på netop et sådan projekt, i samarbejde med DSB, og det blev alt for dyrt,” fortæller han, og fortsætter: ”Men det er bestemt en rigtig god idé at restaurere stationen til en mere moderne station, også hvor man indtænker nogle grønne områder.”

Susanne Ladefoged har ydermereen idé om, at man kan lave pendlerbusser fra centrum til stationen ved Novo, hvis man kunne fjerne stationen fra midtbyen, men heller ikke det lader sig gøre ifølge Jakob Beck Jensen.

”Man kan ikke bare lave nye spor ved stationen ved Novo, og dermed gøre plads til togene her, da de jo altså bliver brugt, idet Kalundborg, som sagt, er en endestation. Det jo er Novo, der ejer jorden ved den anden side, og det kræver rigtig meget plads at etablere spor, ligesom det jo altså er vanvittig dyrt,” siger han.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0