AnnonceLuk annonce




Enighed om stort byggeri ved rundkørsel

14-07-2021

Punkt 1, Lysmesteren og Expert i Gørlev skal rives ned for at give plads til en Rema 1000 samt nye lokaler til de tre butikker. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Rema 1000 og ejerne af tre butikker, Punkt 1, Lysmesteren og Expert i Gørlev, Jesper Abkjær Petersen og Steen Jensen er nu enige om stort nybyggeri ved rundkørslen i Gørlev.

Rema Etablering A/S ønsker at opføre et helt nyt Rema 1000 supermarked i Gørlev, med placering helt ud til rundkørslen på Gørlev Landevej.

Projektet omfatter et grundareal på ca. 8.800 m2, hvor der i dag findes tre boliger og én erhvervsbygning med butikkerne Punkt1, Lysmesteren og Expert, der således forudsættes nedrevet.

Jesper Abkjær Petersen og Steen Jensen har hidtil sagt nej tak til de betingelser som Rema 1000 satte op i forbindelse med opførelsen af en ny butik, men nu er parterne blevet enige.

”Vi er stort set enige, vi har fået nogle bedre betingelser. Til og starte med var det bare en rå bygning vi skulle overtage, men nu har vi forhandlet os frem til, at der bliver lagt gulv, malet vægge, lavet loft med lys og vi får det antal stikkontakter vi skal bruge, det er en stor post som vi nu slipper for selv at skulle betale,” fortæller Steen Jensen.

Punkt1, Lysmesteren og Expert får facade ud mod Gørlev Landevej, en bygning som bygges først inden den eksisterende butiksbygning rives ned.

”De lokaler vi skal rykke ind i bygges først, derefter rives den gamle bygning ned, så jeg regner med at vi kan nøjes med at holde lukket i otte dage når vi engang når så langt,” siger Steen Jensen.

Kalundborg Kommune er i gang med at lave en ny lokalplan for området, som så skal i høring inden lokalplanen kan godkendes i kommunalbestyrelsen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0