AnnonceLuk annonce




Kalundborg Motorvej: Endnu ingen konkrete tidsfaser

12-07-2021

Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I slut juni meldte regeringen ud, at Kalundborgmotorvejen forlænges hele vejen til Kalundborg, og at byggeriet begynder i 2022. Men hvad vil det egentlig sige, at man begynder i 2022?

TV-Kalundborg spurgte Vejdirektoratet, efter udmeldingen om at færdiggøre motorvejen til Kalundborg, hvad tidsplanen egentlig er for motorvejsprojektet. Hvornår går man reelt i gang med at forlænge motorvejen - altså anlægsarbejdet.

Martin C Østergaard-Nielsen, der er pressechef ved Vejdirektoratet fortalte, at processen i den kommende tid bliver således: ”Først igangsætter vi en opdatering af VVM-undersøgelsen. Den tidligere VVM-rapport er nogle år gammel, så det er vigtigt, at den bliver opdateret, før vi går videre. Endvidere skal der udarbejdes en anlægslov. Når loven er vedtaget, skal motorvejsprojektet detailprojekteres, og der skal gennemføres ekspropriationsforretning. Først derefter igangsættes det egentlige anlægsarbejde.”

Man kan altså endnu ikke sige noget om de helt konkrete tidsfaser på projektet: "Vi kan ikke sætte konkrete tidsfaser på disse dele af arbejdet endnu – dertil er det stadig for nyt," fortæller Martin C Østergaard-Nielsen.

TV-Kalundborg følger dog op på processen efter sommerferien, hvor der gerne skulle være nyt om projektets tidsfaser. Samlet budget for færdiggørelsen af motorvejen fra Regstrup og til Kalundborg er på 1.886 mio. kr.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0