AnnonceLuk annonce




Endnu 3 navne til Kalundborg Rock’er

22-02-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Rock’er kan snart melde fuldt program til festivalen på Gisseløre den 7. og 8. august. Nu er tre navne mere i hus, og folkene bag festivalen glæder sig.

I 2020 er der igen Kalundborg Rock’er – i år falder den populære festival ved vandet i Kalundborg i weekenden den 7. og 8. august. Tre nye navne er netop blevet afsløret, og der er tænkt på noget for enhver smag. Outlandish, GoGo Berlin og Birthe Kjær er nu på listen over kunstnere, der skal på scenen til Kalundborg Rock’er til sommer.

Musikalsk rejse

Outlandish er klar til at fortsætte deres musikalske rejse, som de begyndte for snart 18 år siden, med ny musik samt at drage på tour igen. For 10 år siden kunne man faktisk opleve Outlandish på Gisseløre. I 2017 gik Outlandish imidlertid fra hinanden som en trio, men Waqas og Lenny er tilbage som duo, og de giver den fuld gas på årets Kalundborg Rock’er. Med sig har Waqas og Lenny musikere, som de har optrådt sammen med gennem mere end 10 år.

Deres koncerter vil være en blanding af de store hits og ny musik, heriblandt Aicha, Guantanamo, Walou, I Only Ask Of God, Callin’ U, Look Into My Eyes, Warrior/Worrier, og ikke mindst det nye hit “Might Not Be Right”. Outlandish har ydermere optrådt i diverse set ups rundt om i Danmark, til store festivaler i Indien, og på utallige klubber i Beirut, UK, Tyskland, Cuba, Rusland, Rumænien og Kazakstan. Deres første single er planlagt til at udkomme i oktober.

Alternativ indie rock

Det alternative indie rock ensemble Go Go Berlin er efterhånden et velkendt navn herhjemme med et velfortjent renommé, som et af de mest hårdtarbejdende og intense live acts på den danske scene. Ikke nok med det, så har bandet også skabt sig et solidt omdømme i udlandet gennem flere års ustoppelig tour aktivitet i Tyskland, Schweiz samt det meste af Europa, USA, Indien og Kina.

”The O.C.E.A.N – Summer tour” trækker sin reference til bandets nyeste og anmelderroste album, der udkom august 2019. Med fire af albummets sange i højeste rotation på Danmarks Radio P4 og DR P6 samt playlisted i 15 lande, er Go Go Berlin klar til at indtage de danske og udenlandske festivalscener  i sommeren 2020, herunder Kalundborg Rock’er.

Vores alle sammens Birthe

Der hersker ingen tvivl om Birthe Kjærs popularitet hos anmelderne. Ekstra Bladet skrev fx efter Smukfest 2019: ”Fuck Britney! Birthe vælter Smukfest” og Fyens Stiftstidende: ”Kjær var kult på Langeland.” 

Efter et forrygende 2019, hvor Birthe Kjær & Feel God Band høstede den ene flotte anmeldelse efter den anden, er Birthe Kjær klar til 2020. Med en charme og smittende glæde indtager Birthe & Feel Good band scene efter scene landet over, og altså også scenen på Kalundborg Rock’er, og efterlader altid publikum i et inferno af "syng med", gummibåde og klapsalver – holdet er nok det tætteste man i dagens Danmark kommer på et ægte kultorkester. ”Feel Good Band”, består af rytmegruppe, tre blæsere samt to korpiger, i alt ni personer, under ledelse af kapelmester Ronnie Flyvbjerg.

Repertoiret spænder helt fra begyndelsen af Birthe Kjærs karriere med sange som "Arrivederci Franz", ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Sommer og sol”, og ”Tennessee Waltz” – alle de sange, som publikum kan synge med på. Derudover maler Birthe Kjær selvfølgelig Byen rød, og der bliver også sunget forskellige medley`er sammensat af danske såvel som udenlandske grandprix sange. 

Lidt om Birthe Kjær

Ved det store Dansktop Prisshow i Herning i 2016 modtog Birthe Kjær prisen for Bedste kvindelige Dansktopsanger – og året efter fik hun hele to priser, nemlig prisen for Bedste Koncertnavn og Æresprisen 2017 for et langt professionelt virke i branchen. Igen i 2019 blev Birthe nomineret til hele to priser ved Dansktop Prisshowet i Herning – nemlig som Årets koncertnavn og Årets sangerinde – Birthe modtog begge priser. På Smuk fest i 2018 blev Birthe Kjær i øvrigt tildelt Polka Verners Legat.

Billetter til åres Kalundborg Rock’er på Gisseløre kan købes allerede nu.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0