AnnonceLuk annonce




En storm i et glas vand

06-12-2019

En del af de unge som samles på parkeringspladsen ved Hvidebækhallen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Politiet har i løbet af efteråret modtaget en lang række af anmelder på grund af uro ved Hvidebækhallen, hvor en række unge samles på parkeringspladsen med deres biler. Det hele er en storm i et glas vand mener de unge.

Gennem længere tid har en gruppe unge fra Ubby/Jerslev området brugt det fjerneste hjørne af parkeringspladsen ved Hvidebækhallen, som samlingssted. Her mødes de om aftenen og snakker biler, som er den helt store interesse for gruppen, der typisk består af 20 mænd og enkelte kvinder i alderen 18 – 25 år.

Naboer til parkeringspladsen føler dog de bliver generet af de unge og har gentagne gange anmeldt dem til politiet for at køre ræs, affyre kanonslag og spille høj musik.

Torsdag aften var gruppen igen samlet på parkeringspladsen for at ’sparke dæk’, og TV-Kalundborg tog derfor forbi for at høre de unges version af sagen.

Og det er en noget anden udlægning end den som kan læses i politiets døgnrapporter.

”Vi kører ikke ræs, det kan da godt være at vi har startet med hjulspin, vi skal heller ikke gøre os selv hellige, men ræs på selve pladsen det er der på ingen måde tale om, og ja vi har spillet musik, men da ikke højere end vi har kunnet stå ved siden af bilerne og stadig snakke sammen, og vi skal da heller ikke nægte at der er fyret enkelte kanonslag af, men vi har også oplevet at der er kommet en bil, rullet vinduet ned og fyret et kanonslag af og kørt igen, personer som ikke er med i gruppen, og vi har flere gange set unge på knallerter i den anden ende af parkeringspladsen fyre kanonslag af, men det er os som får skylden,” fortæller de mange unge som torsdag aften var forsamlet ved Hvidebækhallen.

De unge mener at de mange anmeldelser kommer fra den samme mand som har set sig sur på gruppen, og at det hele er en storm i et glas vand, og helt unødig brug af politiets resurser.

Fordi biler er den helt store interesse for gruppen af unge, er der også biler imellem som bl.a. har fået monteret en lydpotte med mere lyd end den originale, og når så flere biler kører samtidig, kan nogen måske tro at der bliver kørt ræs, forklarer de unge.

”Vi er på ingen måde kriminelle, vi samles bare her fordi her er der lys, og vi er her ikke for at genere nogen, de fleste aftener er vi kørt inden klokken er 22, vi skal jo alle op på arbejde i morgen tidlig,” forklarer de.

Midt- og Vestsjællands Politi og Kalundborg Kommune har aftalt at mødes i næste uge for at drøfte situationen, og om der skal foretages indgreb mod de unge.

”Det er helt skørt at bruge penge på det, så finder vi jo bare en anden plads,” siger gruppen af unge.

Politiet patruljer jævnligt i området omkring Hvidebækhallen efter de mange anmeldelser, og var da også forbi torsdag aften, men kørte igen da alt var stille og roligt.

”Vi har snakket med politiet mange gange, områdebetjenten fra politiet i Kalundborg har også været og snakke med os, han er rigtig flink, vi fik en god snak og fik lige demonstreret patruljevognen inden han kørte igen,” fortæller bilentusiasterne, som påpeger at dem som anmelder, åbenbart helt har glemt at de også var unge engang.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0