AnnonceLuk annonce




En særdeles aktiv spejdergruppe bliver 60

28-02-2020

Den 1. marts i år er det 60 år siden at KFUM spejderne Eskebjerg blev grundlagt – igen. For tilbage i 1946 havde man, under gruppeleder Christian Birk, som var gårdejer i Eskebjerg, nemlig samlet en lille gruppe drenge og gruppen deltog i den første korpslejr i Sønderborg efter krigen.

Den lille gruppe fortsatte frem til 1951, hvor man valgte at nedlægge gruppen. Men så i 1960 havde man samlet kræfter og igen under Christian Birk, samlede man en flok på 10 drenge, der under ledelse af Henry Christensen som tropleder, drog afsted til det østjyske for at deltage i korpslejren på Moesgaard Strand. Ligesom det senere har været tilfældet, ja så huskes den lejr især for dens vejr – det regnede fra start til slut.

Dette andet forsøg, ja det holdt og siden har KFUM i Eskebjerg eksisteret. Der er kommet ulve, piger! og familiespejdere til, og sammen har man lært og leget sig til at opnå de færdigheder og egenskaber som en spejder skal kunne. Færdigheder og egenskaber som at være hjælpsom, respekterer andre, tage medansvar og værne om naturen er nemlig alle ting, som kan gavne en hele livet igennem.

I dag holder gruppen til i den samme hytte som dengang, bag ved den gamle skole, på Eskebjerg Strandvej, men den hytte har (heldigvis) de sidste mange år været alt for lille da man pt er mellem 30 og 40 børn og en del frivillige ledere, der mødes hver tirsdag. Gruppens flittige ledere har derfor måtte tænke ud af boksen - ”Hytten” - og har bl.a. erhvervet sig 2 meginjoller, som i sejlsæsonen bliver brugt flittigt i Sejerøbugten.

Gruppen gør meget ud af at være synlige, så man er med på Snertinge Kræmmerdag, ligesom man har et tæt samarbejde med den lokale kirke og så inviteres lokalområdet hvert år i efterårsferien til æblepressedag. Det er et tilbud som heldigvis mange har svært ved at sige nej til.

Gruppeledelsen sætter også højt, at spejderne fra en tidlig alder lærer at man i Eskebjerg, kun er en lille del af noget større, så spejderne deltager altid gerne i lejre, både på distrikts- og landsplan. Spejderne glæder sig allerede til årets distriktslejr på Observatorium Brorfelde og i 2022 den store landslejr i Hedeland, Roskilde.   

Selve jubilæet fejres med en reception søndag den 8. marts ml. kl.13 og 16, og man håber at både ”gamle” og ”nye” spejdere, naboer og samarbejdspartnere vil kigge forbi. Adressen er som sagt stadig Eskebjerg Strandvej 10B



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0