AnnonceLuk annonce




En dag med sundhed og sjov

20-08-2018

Der bliver masser af oplevelser til BEVÆG. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag d. 1. september er der BEVÆG - en sundheds- og idrætsfestival i Kalundborg, og det bliver en dag fuld af liv, når 68 aktører inviterer til en festival med fokus på sundhed for både krop og sjæl.

Det bliver en festival med masser af bevægelse, idræt og fællesskab. Stande og aktiviteter er åbne fra kl. 10 -14, og herefter vil der være en fælles afslutning i Havneparken i Kalundborg.

BEVÆG er blevet til i samarbejde mellem Kultur & Fritid, Sundhedsstaben og en række repræsentanter fra frivillige foreninger med det formål, at sætte fokus på de mange muligheder, der er i kommunen for at blive en del af et fællesskab, og at gøre noget for sin sundhed. Festivalen finansieres af midler fra Ældre- og sundhedsudvalgets samt Kultur- og fritidsudvalgets puljer. De to udvalgsformænd Peter Jacobsen og Ole Glahn byder velkommen, og åbner festivalen.

Noget for alle

For de yngste er der bl.a. legestueaktiviteter, sæbekasseløb, bål, sanselege, løb og sprogfitness.  Idrætsforeningerne stiller op med opvisninger, men også med masser af muligheder for selv at prøve fx badminton, taekwondo, streetbasket, pannafodbold, fægtning, cirkeltræning for lungesyge, ergometeroning, petanque, hockey m.m. 

I den mere rolige afdeling er der mulighed for at få tjekket sin fedtprocent, sine fødder eller bodyage, man kan også være heldig at få en kort afspændingsbehandling, få råd om træning eller et godt råd om rygestop. Flere steder vil der være smagsprøver. En lang række foreninger har information om deres arbejde på standene, det gælder både idrætsforeninger, patientforeninger og frivillige sociale foreninger. 

For de unge er der mulighed for at møde TUBA, Ungdommens Røde Kors, Ungeforum og professionshøjskolen Absalon, der orienterer om uddannelsesmuligheder inden for sundhedsområdet

Festivalen afsluttes i Havneparken med kåringerne af årets udøver, årets leder og årets ildsjæl ved Jørgen Rud formand for folkeoplysningsudvalget. Herefter spiller Royal Feet Factory op til afslutningsdans for både besøgende og aktører.

Her foregår det

Festivalområdet strækker sig over Kordilgade, Lindegade, gennem Skibbrogade og ned i Havneparken. Der vil være stande i hele området. I løbet af dagen vil der være opvisning af dans, gymnastik, kampsport, fægtning og folkedans på Solskinspladsen samt på scenen i Havneparken. En del af de erhvervsdrivende i festivalområdet har også særlige aktiviteter eller tilbud på dagen.

Det endelige program finder man på www.facebook.com/bevaeg



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0