AnnonceLuk annonce




En anderledes festival

10-04-2017

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune, Fishing Zealand og lokale foreninger tager nu initiativ til at afholde en stor og folkelig Hornfiskefestival den 20. og 21. Maj med Kalundborg Havn som base, og fiskeri på hele kommunens skønne kyststrækninger.

Det plejer ellers at være på Samsø, at der bliver afholdt Hornfiskefestival, men den bliver desværre ikke til noget i 2017, da det ikke er lykkedes at samle de nødvendige lokale kræfter. Færgeselskabet Færgen var initiativtager og ansvarlig for Hornfiskefestivalen på Samsø, og har heldigvis sagt ok for, at det hele bliver rykket til Kalundborg Kommune.

Den nye Hornfiskefestival kommer dermed til at trække på alle de gode erfaringer fra Samsø, hvilket arrangørerne er taknemmelige for. Arrangørerne bag Hornfiskefestivalen i Kalundborg er Høng Sportsfiskerforening, Kalundborg Sportsfiskerforening, VisitVestsjælland, Kalundborg Kommune og Fishing Zealand. De håber alle på, at Hornfiskefestivalen kan være med til at sætte fokus på de smukke kyster, der er i kommunen og selvfølgelig også de mange fiskemuligheder.

På Hornfiskefestivalen kan man vinde flotte præmier. Der konkurreres i tre kategorier; en børnekategori, en juniorkategori og en kategori for voksne.

Basen for Hornfiskefestivalen bliver i Den Nye Havnepark på havnen i Kalundborg. Både her på pladsen samt på udvalgte steder rundt om i kommunen kommer der til at foregå en række arrangementer i løbet af weekenden. Eksempelvis vil der være instruktører til stede, der meget gerne vil undervise unge som ældre, med interesse i at prøve kræfter med den stærke fisk. Der vil også muligheder for at lære lidt om rygning og flere andre aktiviteter, der alle har hornfisken som omdrejningspunkt.

Kalundborg Kommune har en fantastisk natur med imponerende kyststrækninger, og hornfisken kommer netop til disse kyststrækninger i store stimer i maj måned.

Det endelige program bliver offentliggjort senere, og alle er velkomne til at deltage. Man kan evt. også læse mere på Hornfiskefestivalens facebookside her https://www.facebook.com/Hornfiskefestival-178718725609897/



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0