AnnonceLuk annonce




En aktiv weekend i naturen

01-09-2020

 

DDS Esbern Snare Kalundborg var i weekenden på spejdertur i naturen på Røsnæs. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

DDS Esbern Snare Kalundborg afviklede i weekenden deres gruppetur/oprykning på Naturskolen på Røsnæs.

De sidste forberedelser blev gjort fredag aften, og lørdag kl. 13 ankom de forventningsfulde spejdere, forældre og søskende – klar til spejderløb. 100 små sedler med post nr. og kode var hængt op i skov ved Naturskolen, efterfølgende skulle opgaverne løses. Spejderne var meget ihærdige, men også forældrene brugte den sidste energi for at følge med og hjælpe, hvor deres viden kunne bruges. Halvanden time, hvorefter der var en pause med forplejning. 

”Efter sidste løb, havde en gruppe af ”gamle spejdere”, Knuderne, lavet et par udfordringer – den ene nok mest til spejderne, hvor der skulle bruges kompas for at løse en talkombination således, at skattekisten kunne åbnes,” fortæller Lisbet Andersen fra DDS Esbern Snare.

Efterfølgende var der gåtur til Vindekilde, hvor flere poster med spørgsmål relateret til Vindekilde/Røsnæs skulle findes og besvares. En smuk tur gennem naturen, til stranden og gennem det vindformede krat. Telte i mange størrelser og farver blev slået op på græsplænen ved Naturskolen således, at teltene var klar, når spejderne og flere forældre skulle i poserne. 

”Den traditionsrige oprykning blev gennemført ved stranden, og spejderne tog udfordringerne med et smil,”fortæller Lisbet Andersen.

Lejrbål og natløb

Lejrbål hører sig til, når man er spejder, og bålet blev tændt, mens regnen skyllede ned. De mindste spejdere gik til ro, og de større spejdere hyggede sig i teltene, mens forældre og ledere sad omkring bålet og kunne nyde den flotte stjernehimmel.

”De ældste spejdere havde planlagt natløb for de store spejdere – smugle-/gemmeløb fra Røsnæsspidsen til Naturskolen – det er altid hyggeligt med lidt snigen og puslen i skoven, når det er mørkt – og kan de store spejdere snyde de ældste spejdere, er stemningen rigtig høj, når løbet er færdigt,” slutter Lisbet Andersen.

Nyt spejderår begynder 

DDS Esbern Snare Kalundborg starter i denne uge nyt spejderår, og de er klar til at tage imod alle de nye spejdere. Læs mere på www.esbernsnare.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0