Elever tager på virtuel rejse til Kenya

To af de unge turguider, Zaytun Wanjiku (tv) og Nancy Kathini, foran skærmen i gang med at kommunikere med danske elever. Privatfoto.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Elever fra Tømmerup Efterskole skal på opdagelse i nogle af Nairobis fattige slumområder. Her bliver de vist rundt af unge kenyanske turguides, der selv bor i slummen – dog er der tale om en virtuel rundvisning.

Mandag den 10. maj drager seks efterskolelever fra Tømmerup Efterskole på tre dages virtuelt ophold i Nairobis slum. Her bliver de via zoom modtaget af fire unge lokale kulturguides fra Nafsi Afrika - en kenyansk kulturorganisation, der tilbyder kultur- og fritidsundervisning for hundredvis af børn og unge i slummen.

Nafsi Afrika har flere gange turneret i Danmark med ungdomskulturgrupper, og to af efterskoleelevernes turguides, danser Maria Nyabuto og akrobat Isack Ochieng, har begge optrådt på skoler i blandt andet Kalundborg Kommune. Med sig som kulturguides har de to musikere fra det kenyanske kvindeband, Pepea Afrik. Ligesom med de ’rigtige’ besøg fra Kenya er det den danske kulturorganisation Spor Media, der organiserer den virtuelle rejse.

Eleverne fra efterskolens Global & Eventlinje vil benytte rejsen til at lære mere om FNs Verdensmå,l og har specielt fokus på ligestilling mellem kønnene. Ud over at mødes og snakke med deres turguides vil eleverne få mulighed for at interviewe andre kenyanere, der kan give et mere overordnet indblik i uligheder i Kenya. 

Gennem samtaler, hjemmebesøg og ture i slummen vil eleverne blive klogere på, hvordan livet leves i en virkelighed, der er markant anderledes end den, de kender fra Danmark. Og gennem øvelser og undervisning i dans og swahili vil de unge lære hinanden at kende på tværs af kulturer og kontinenter. De bliver i stand til at udveksle erfaringer og tanker, og kan blandt andet drøfte ideer til kreative projekter som en måde at skabe forandring på.

Som et synligt resultat af rejsen vil eleverne med zoom-optagelser lave en lille video om forholdene for de unge i slummen, og ved et afsluttende arrangement på efterskolen den 25. maj er det planlagt, at Pepea Afrik giver en virtuel koncert, og eleverne viser deres produkt. 

Del