AnnonceLuk annonce




Elever hylder et vellykket praktikophold 

26-11-2020

kontakt@tv-kalundborg.dk

To meget tilfredse social- og sundhedsassistentelever har efter endt praktikophold valgt at indstille Raklev Plejecenter til Årets Læreplads 2020.

Ifølge de to social- og sundhedsassistentelever bliver man som elev taget imod med åbne arme på Raklev Plejecenter i Kalundborg Kommune, og man kommer ind til et godt arbejdsmiljø, høj faglighed og et alsidigt praktikforløb. 

”Raklev Plejecenter er uden tvivl årets læreplads”, sådan lyder det fra de tidligere social- og sundhedsassistentelever, Line Kock Wall og Charlotte Pedersen, der har indstillet Raklev Plejecenter i Kalundborg Kommune til Årets Elevplads 2020.

I begyndelsen af 2020 startede fem social- og sundhedsassistentelever deres praktikforløb på Raklev Plejecenter. De har alle sammen været glade for den viden, udvikling og det sammenhold, som de har opnået under praktikopholdet.

”Jeg blev modtaget med åbne arme af både kollegaer og beboere. Vores vejledere Kathrin B. Kok og Heidi Gyldenvang er faglige dygtige. De er gode til at lære fra sig. De ser hver elev som noget helt unikt, og de lægger mange kræfter i, at ens praktiktid bliver helt særlig. Deres engagement smitter af på hele personalegruppen, så uanset hvem man søger råd og vejledning hos, så får man yderst kompetent hjælp,”fortæller Line Kock Wall, tidligere social- og sundhedsassistentelev på Raklev Plejecenter i Kalundborg Kommune.

Raklev Plejecenter er ikke blevet kåret som Årets Elevplads 2020. Til trods for det har ZBC udleveret et diplom og en statuette for at hylde plejecentrets store indsats og engagement over for eleverne.

”Selvom plejecentret ikke har vundet konkurrencen, og ikke er blevet kåret som årets vinder, er det stadig vigtigt for os, at hylde deres indsats. For de har bare verdens bedste arbejdsmiljø. Jeg kan tage herfra med en masse viden, faglige kompetencer og et fantastisk praktikophold i bagagen,” siger Charlotte Pedersen, tidligere social- og sundhedsassistentelev på Raklev Plejecenter i Kalundborg Kommune.

I et samarbejde med Danish Entrepreneurship Award kører Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier en landsdækkende konkurrence, hvor elever kan indstille deres læreplads til at deltage i konkurrencen om at blive kåret til "Årets Læreplads". Det er den lokale erhvervsskole, ZBC, som har modtaget elevernes indstilling og været forbi med et diplom og en statuette.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0