AnnonceLuk annonce




Store sko, der skal fyldes ud

13-06-2019

Efter 47 år går Arne Nielsen nu på pension, og Kasper Holm Andersen overtager som leder i privatafdelingen i Jyske Bank i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Arne Nielsen er en institution i sig selv i Jyske Bank. Han har været ansat i Jyske Bank i 47 år, heraf de 35 i Kalundborg. Han har altså været med fra begyndelsen.

Efter 47 år i Jyske Bank. Takker Arne Nielsen nu af. Det er nemlig tid til pension, selv om han dog erkender, at han vil savne sit job og sine kollegaer. Arne Nielsen har været i Jyske Bank i 47 år, hvoraf de 35 har været i afdelingen i Kalundborg. Han er den sidste tilbage, der var med fra begyndelsen i Kalundborg.

”Jeg er den sidste af de oprindelige i Kalundborg, og det er da lidt vemodigt. Men jeg glæder mig også, og jeg kommer ikke til at kede mig. Jeg er involveret i rigtig mange ting, jeg er bl.a. formand i en grundejerforening og for Brandsbjerg vandværk, jeg spiller tennis, og der skal jo bestemt også være mere tid til børn og barnebarn. Derudover er jeg også i loge, og bestyrelsesmedlem i et parti,” fortæller Arne Nielsen.

Fra Hellerup til Kalundborg

Arne er oprindelig fra Slagelse, og var til at begynde med i Jyske Bank i Hellerup. Han søgte imidlertid job i Kalundborg, da Jyske Bank skulle starte afdeling der. Hans hustru havde fået job på Kalundborg Sygehus, og de flyttede sammen til Kalundborg.

”Vi kunne få meget mere bolig for pengene i Kalundborg, end i Hellerup, og min hustru havde fået job i Kalundborg, så det gav god mening. Vi flyttede faktisk ind i vores nye hus samme dag, som banken åbnede afdeling i Kalundborg, nemlig den 4. august 1984,” fortæller Arne Nielsen.

Arne Nielsen arbejdede i en købmandsbutik, da han gik i skole, og han mener, at han nok var blevet købmand, hvis den ikke var lukket. Men han har altid haft flair for tal, og kan lide at tale med mennesker, så at ende som bankmand gav god mening.

"Min lærer sagde da også altid i skolen, at jeg ville ende som bankmand. Jeg har også altid interesseret mig for økonomi, tal og mennesker. Var jeg ung i dag, ville jeg nok i virkeligheden vælge samme retning igen,” siger Arne Nielsen.

En anden skal fylde store sko ud

33-årig Kasper Holm Andersen, der har været i Jyske Bank, Kalundborg afdeling i 11 år kommer til at overtage som leder, privat for Arne Nielsen. Han begyndte som finansøkonom trainee i 2008, og er faktisk oplært af Arne Nielsen.

”Han har været i gode hænder,” griner Arne Nielsen, og Kasper Holm Andersen supplerer:”Jeg kan ikke fylde skoene ud 100 pct. til at begynde med. Arne er jo en institution i sig selv hernede, men det kan jeg nok i løbet af et par år, men det er nogle sko, der er svære at fylde ud.”

Arne Nielsen er dog overbevist om, at det kommer til at gå rigtig godt. ”Kasper kender kunder og kollegaer, og han har den faglighed, der skal til, det skal nok gå rigtig godt.”

Den menneskelige kontakt er vigtig

Kasper Holm Andersen fortæller, at der grundlæggende ikke skal laves meget om, da det hele jo fungerer rigtig godt i afdelingen, både internt og i forhold til kunderne, men at han selvfølgelig vil sætte sit eget præg på nogle ting. Kasper Holm Andersen er oprindelig fra Dianalund, hvor han også bor i dag sammen med sin hustru og to børn, men han er ikke ked af køreture, når han har et job, han er så glad for.

”Jeg har nok altid vidst, at jeg skulle noget med tal, da jeg altid har haft flair for det, og ikke mindst interessen for økonomi. Jeg faldt over finansøkonomuddannelsen, hvor man bl.a. kan tage praktikophold i en bank, og det gjorde jeg, og jeg holder meget af arbejdet med både økonomi og mennesker. Den menneskelige kontakt er meget vigtig, og det holder vi fast i her,” siger han. 

I dag er der 13 ansatte i Jyske Bank i Kalundborg afdelingen, men når Arne Nielsen stopper kun 12, og derfor søger banken en ny rådgiver.  Men faktisk skifter Jyske Bank i Kalundborg ikke så meget ud i personalegruppen, samlet set har de lige nu rundet 300 års anciennitet.

Jeg har været her i afdelingen i 11 år, men er den, der er sidst ankommet. Det er jo lidt sjovt og tankevækkende, og viser da, at vi er glade for vores jobs,” siger Kasper Holm Andersen.

Der bliver afholdt reception for Arne Nielsen i Jyske Bank på Nytorv fredag den 21.6. Arne Nielsen stopper den 5. juli.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0