AnnonceLuk annonce




I virksomheden bliver drenge til mænd

01-02-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Niels Jørgensen, der er en af ejerne bag Multi-tech, ansatte i juli måned sidste år Benny Nielsen som mentor for sine lærlinge. Der er nemlig 27 lærlinge i Multi-tech fordelt ud på Kalundborg, Sorø og Holbæk afdelingerne, og for Niels Jørgensen er der ingen tvivl om, at virksomheden fortsætter i samme spor med de mange lærlinge – af flere årsager.

Nogle virksomhedsejere har svært ved at finde lærlinge, og det forstår Niels Jørgensen, ejer af Multi-tech, simpelthen ikke. Han har igennem mange år haft rigtig mange lærlinge, og har da også pt. 27 lærlinge i sin fold. Men han vil ikke bare have lærlinge, han vil have de bedste, og de skal også have det godt. Derfor har han i sommeren 2019 ansat Benny Nielsen til at være en slags mentor – eller bedstefar for drengene. I hvert fald er det Benny Nielsens job at tage sig af de mange lærlinge – sørge for, at de har det godt, og at de kan de ting, som de skal kunne. 

Benny Nielsen er 70 år, men langt fra færdig på arbejdsmarkedet. Han har arbejdet i undervisningssektoren i ca. 35 år, herunder 20 år som faglærer på EUC i Holbæk. Han er oprindelig elektronikmand, og har også været selvstændig i 12 år. Men i dag brænder han for, at der skal være et godt arbejdsmiljø for lærlingene – både fagligt og socialt.

”Jeg skal ikke på pension. Der er så meget dreng i mig endnu, og jeg har så meget at give de drenge. Det er min fornemmeste opgave at støtte og hjælpe dem. Jeg kan godt lide at se, at de vokser med opgaven, og det gør de. Vi gør drenge til mænd her, og det er vigtigt, hvis man skal have succes i arbejdslivet som voksen,” fortæller Benny Nielsen.

Motiverende ”bedstefar” er bindeledet

Niels Jørgensen fortæller, at det er deres bidrag til at motivere de unge. 

”Benny er ansat til at passe alle vores lærlinge forstået sådan, at det er vores fornemmeste opgave at give vores lærlinge det bedste, når de er her, når de er ude på pladserne sammen med en svend og især, når de er på skole,” siger Niels Jørgensen, og fortsætter: ”Vi har ikke været gode nok til at besøge alle vores lærlinge på skolerne tidligere, men det er Benny. Han fungerer jo også som en slags tillidsmand/bedstefar. Det er ikke alt, som de siger til os – eller mig som chef, og det er fint. De skal bare have nogle, der kan hjælpe dem, så de bliver hjulpet godt på vej.”

Benny Nielsen fortæller, at han kommer med en noget anderledes baggrund  - en mere pædagogisk baggrund, og det er en fordel.

"Min baggrund er nok mere pædagogisk, og da jeg har haft med lærlinge at gøre i ca. 20 år blot fra den anden side af bordet. Jeg har et mere uddybende kendskab til undervisningsreformen. Hvad skal de kunne, hvad gør dem dygtige osv. Drengene skal blive så dygtige, som de overhovedet kan blive, og det tror jeg på, at de bedst bliver med en form for mentor, coach, bedstefar – kald det, hvad I vil. Men en, der giver dem et klap på skulderen, når de laver noget godt. Men også en, der irettesætter dem på den rigtige måde, når noget er mindre godt,” fortæller Benny Nielsen.

Ifølge Niels Jørgensen er Benny bindeledet mellem det hele. ”Vi har, som sagt, 27 lærlinge på fire forskelige skoler, og en af Bennys opgaver er netop at tage ud på skolerne, snakke med vores lærlinge og lærerne for at få en vurdering af, hvor de er, og om der er noget vi skal gøre anderledes. Benny er ikke smurt ind i alt muligt andet. Han er kun ansat for at løfte vores lærlinge fagligt og socialt,” siger Niels Jørgensen.

Opfordrer virksomheder til at tageflere lærlinge

Multi-tech kan fejre 15 års jubilæum til sommer, og i alle de år har de kun haft tre lærlinge, der er stoppet. Derudover kan Niels Jørgensen slet ikke genkende problemet med at finde lærlinge. 

”Vi har mange, der henvender sig, og kan desværre ikke ansætte alle. Men så kan nogle af de andre, der ikke kan finde lærlinge, jo tage dem. Vi er jo heller ikke en lærlingefabrik, men vi vil gerne bidrage til, at der kommer nye elektrikersvende. Omkring 50 pct. af de udlærte elektrikere forsvinder ud til andre jobs, læser videre osv., og der kommer til at være voldsom mangel på elektrikere om få år. Hvis vi skal gøre noget ved det, er vi nødt til at uddanne nogle, og de skal jo altså i lære et sted,” siger Niels Jørgensen, og slutter:

”Der er ingen tvivl, vi kan kun opfordre andre firmaer til at tage en mentor ind, som vi har gjort med Benny. Det kræver nogle ressourcer at have lærlinge, men det er en rigtig god ide, og du får det, du investerer tilbage. Det er en stor glæde at se, hvordan de udvikler sig over årene, og bliver dygtige til deres jobs. Drenge bliver til mænd. Vi havde ikke det, vi har i dag, hvis vi ikke havde lærlinge. Man lærer jo altså også af de unge mennesker, det skal man ikke glemme. Endelig har vi alle også en forpligtigelse til at tage lærlinge ind i min optik. Skal man se helt nøgternt på det, får vi jo altså også det ud af det, at der ca. hver 2. måned kommer en ud med et svendebrev, og det har altså afhjulpet vores rekruttering, fordi mange af dem bliver hos os – i hvert fald et stykke tid, inden de måske skal læse videre. De virksomheder, der ikke tager lærlinge ind, saver i sidste ende den gren over, som de sidder på,” slutter Niels Jørgensen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0