Drama: Jesper Hansen iskold i varmen

Jesper Hansen fra Svebølle har skudt sig i finalen ved OL i Tokyo. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den lokale OL-skytte er klar til finalen i skeetskydning ved OL i Tokyo. Det ligger fast efter omskydning mellem tre skytter, hvor Jesper Hansen var iskold og dermed fik den 6. og sidste finaleplads.

Den lokale OL-skytte, Jesper Hansen fra Svebølle, fik en forrygende start ved OL i Tokyo natten til søndag hvor han ramte alle 25 duer i første skydning.

Efter 25 træffere i første serie fik danskeren problemer på den tredje standplads i anden serie, hvor han missede det første skud.

Det var også den tredje standplads, der drillede i tredje serie, hvor Jesper Hansen igen missede et skud, inden han til sidst i serien også ramte forbi på et af skuddene.

De 72 træffere ud af 75 mulige placerede ham på en 19.-plads ud af de 30 skytter. Kun de seks bedste går videre til finalen.

De sidste to serier i kvalifikationen til finalen er blevet skudt natten til mandag dansk tid.

Jesper Hansen har leveret et fænomenal comeback, i fjerde runde ramte han alle 25 lerduer på lige så mange forsøg.

Jesper Hansen leverede endnu en perfekt runde i den sidste kvalifikation, der sikrede en delt sjetteplads.

Han måtte derfor ud i omskydning med to andre skytter, og her var Jesper Hansen iskold i den japanske varme. En efter en skød de to andre skytter forbi og måtte forlade konkurrencen og Jesper Hansen kunne række armene i vejret da han havde sikret sig den 6. og sidste finaleplads.

I skeetskydning skyder alle skytter fem serier af 25 skud fra otte forskellige standpladser i kvalifikationsrunden.

Del