Dragefestival hvor du kan bygge din egen drage

Foto: Colourbox

Af Jens Nielsen

Op til 200 børn får mulighed for at bygge en drage nu på torsdag d. 29. juli hvor Vores Kalundborg inviterer til dragefestival på Stejlhøj.

Vores Kalundborg håber på perfekt dragevejr nu på torsdag, her har alle interesserede børn mulighed for at bygge deres egen drage hvis de møder op på Stejlhøj mellem kl. 11 og 16.

”Der kommer to professionelle drageinstruktører som vil instruere børnene i at bygge deres egen drage, de har alle materialer med til haler, pinde og snor, så det er bare med at møde op og få bygget en drage, som man så efterfølgende kan flyve med på det store område på Stejlhøj,” fortæller Svend-Erik Kristensen, citychef i Vores Kalundborg.

Dragefestivallen afvikles på det grønne areal på Stejlhøj ud for Punkt1, og netop Punkt1, er sammen med Meny, sponsor for dragefestivallen.

Dragefestivallen er bare et af programpunkterne for tre dage med masser af aktiviteter i Kalundborg, bl.a. er der masser af musik i gaden, der kan spilles minigolf ved udvalgte butikker og byens butikker er fyldt med gode tilbud. Torsdag er der åbent helt til kl. 21.00

Del