AnnonceLuk annonce




Drabschefens erindringer i Kino

09-01-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag den 4. februar kan man, i Kino Den Blå Engel, møde drabschef Jens Møller Jensen og journalist Stine Bolther i et samtaleforedrag med udgangspunkt i bogen; ”Opklaret – Drabschefens Erindringer”

Igennem sine mere end 37 år ved politiet har den garvede efterforsker oplevet mange mørke sider af vores samfund: Ubådssagen, skud mod betjente på Christiania, terrorangreb i København. Det er blot nogle af de mange forbrydelser, han og hans folk har været med til at opklare. Journalist og medforfatter til bogen, Stine Bolther taler med Jens Møller Jensen på scenen under foredraget, hvor der efterfølgende er tid til spørgsmål. Han fortæller ærligt om de svære overvejelser og afgørende valg, han må træffe undervejs i en efterforskning.

“Jeg ønsker, at bidrage til at tegne et retvisende billede af disse grove forbrydelser, så danskerne ikke kun kender dem fra medierne. Jeg vil gerne være med til at mane befolkningens ofte unødvendige frygt for vold og kriminalitet i jorden,” siger Jens Møller Jensen.

Drabschefen åbner også op for de personlige følelser og tanker, som har fyldt i jagten på gerningsmændene. En jagt, som i mange tilfælde har ført til opklaring af nogle af nyere tids største kriminalsager.

Jens Møller Jensen er tidl. drabschef og leder af Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, der tæller sager som drab, drabsforsøg, røveri, menneskehandel, seksuelle overgreb, vold, brand og særlige sager. Han begyndte ved politiet i 1981, og var inden da premiereløjtnant på Høvelte Kaserne. Han er lige nu aktuel med bogen: “Opklaret - drabschefens erindringer”. Stine Bolther er forfatter, journalist, foredragsholder og radio/tv-vært. Hun har udgivet flere bøger inden for true crime-genren, bl.a. med politilederne Ove Dahl, Kurt Kragh og Bent Isager-Nielsen. Derudover er hun i øvrigt født og opvokset i Kalundborg.

Samtaleforedraget foregår i Kino Den Blå Engel tirsdag den 4. februar kl. 19. Billetter købes på biografens hjemmeside eller i biografen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0