AnnonceLuk annonce




Doner et julehjerte og støt trængte familier

07-12-2019

Fra venstre, Bjarne Jensen, formand for Kalundborg Broderlaug, Pernille Mathiasen og Søren Christoffersen fra Polstrergaarden og Michael Skovgaard Rasmussen og Liss Thomsen fra Meny. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Broderlaug og Meny Kalundborg er gået sammen om et nyt tiltag hvor kunderne i Meny kan være med til at støtte trængte familier ved at købe et hjerte.

Kunderne i Meny Kalundborg har måske bemærket, at på det flotte juletræ der står ud for bageriet Rug, hænger en række flotte hjerter, det er hjerter som kunderne har købt i kiosken og hængt på træet, på den måde støtter man trængte familier.

Det er Kalundborg Broderlaug der står for alt det praktiske i projektet, hvor de indsamlede penge går til 12 familier, udvalgt i samarbejde med Homestart Familiekontakt.

Familierne får hver en stor julekurv, og der bliver også julekurve til de kvinder som skal holde juleaften på krisecentret Heradøtrene, og så regner formand for Kalundborg Broderlaug, Bjarne Jensen, også med, at der kan blive en julekurv til krigsveteranerne i Kalundborg Kommune.

De flotte hjerter, som er fremstillet i teaktræ, er doneret af Polstrergaarden i Ubby, og findes i fire størrelser. Prisen for et hjerte er henholdsvis 25, 50, 100 og 200 kroner, som altså ubeskåret går til trængte familier.

Når hjertet er købt, kan man skrive en lille hilsen på det og hænge det på juletræet hos Meny, men der er også mulighed for at tage det med hjem og hænge det på sit eget juletræ.

Gløgg, æbleskiver og underholdning

Kalundborg Broderlaug er i øvrigt at finde hos Meny hver lørdag og søndag op til jul, hvor de serverer gløgg, æbleskiver og varm kakao, og hver weekend vil der være underholdning.

I dag lørdag d. 7. december er det Musisk Skoles talentband der spiller kl. 13, i morgen søndag er der underholdning af børnekoret fra Musisk Skole, både kl. 13 og 14.

Næste weekend er det så Vor Frues kor der synger kl. 14 om lørdagen, mens det er Silas Lillevang og Teresemarie Lisiux der synger julesange kl. 15 om søndagen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0