AnnonceLuk annonce




Dørene slået op til en helt ny blomsterforretning

13-11-2020

Charlotte Hansen er klar til at tage imod kunderne i hendes helt nye blomsterforretning på Algade i Gørlev. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag morgen slog Lynghuset dørene op til en helt ny blomsterforretning på Algade i Gørlev, lige over for Netto. Lynghuset er flyttet fra de tidligere lokaler på grund af giftige dampe i lokalet, som gjorde personalet syge og fik blomsterne til at gå ud.

Duften af friske blomster og maling fra det nymalede gulv, er det først der slår kunderne i møde når de træder ind i Lynghuset på Algade i Gørlev.

Fredag morgen kunne Charlotte Hansen nemlig slå dørene op til en helt ny forretning i nr. 17, efter flere år med forretning i nr. 15.

Den nye forretning har lige nu masser af julehygge med kogler og nisser fra populære Maileg, og selvfølgelig friske buketter i efterårets farver.

”Det har været nogle lange dage, dels med at få indrettet den nye forretning, samtidig med at den gamle skulle tømmes, men nu er vi klar og glad for resultatet,” fortæller Charlotte Hansen, indehaver af Lynghuset i Gørlev, mens der bliver sat varer ud på gaden foran den nye forretning.

Blomsterne gik ud og personalet blev syge

I knapt otte år har Charlotte Hansen drevet blomsterforretningen Lynghuset i Gørlev, men giftige dampe fra benzen som trækker op gennem gulvet, tvang hende til at lukke forretningen og sige lejemålet op, da blomsterne gik ud og personalet fik ondt i maven, vejrtrækningsproblemer og trykken for brystet.

På adressen var der i mange år en benzintank, og det er formentligt forurening i jorden, som nu trækker op i lokalerne, og gør dem ubrugelige. Derfor er Charlotte Hansen glad for, at det er lykkedes at finde andre egnede lokaler, så Lynghuset kan fortsætte i Gørlev.

Loppemarked i weekenden

Dørene til den gamle butik bliver åbnet hele weekenden for et loppemarked, hvor der sælges en lang række af udgåede varer og møbler der ikke er blevet plads til i den nye forretning.

Loppemarkedet har åbent både lørdag og søndag fra kl. 10 til 14.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0