AnnonceLuk annonce




Dødsfald: Mindeord for Ella Rasmussen

19-11-2019

Ella Rasmussen kommunalpolitiker (V), døde i nat, 64 år gammel. Foto: Jens Nielsen

Mindeord for Ella Rasmussen

Et stort og varmt menneske er desværre gået bort alt for tidligt. Ella tabte kampen til kræften selvom hun kæmpede bravt mod sygdommen. Ella blev 64 år.

Ella var i flere perioder medlem af kommunalbestyrelsen i Bjergsted og Kalundborg Kommune valgt for Venstre. Ella var myreflittig, utrolig venlig og imødekommende.

Man var aldrig i tvivl om, at Ella´s hjerte bankede for de svage i samfundet samt for alle forhold vedrørende Sejerø. Dette afspejlede sig gennem Ella´s utrættelige arbejde i socialudvalget, ældre- og sundhedsudvalget, ø-udvalget og kommunalbestyrelsen.
I sit politiske arbejde udviste Ella på en og samme gang både principfasthed, pragmatisme og loyalitet. Dette bevirkede, at Ella i mange sager fik stor indflydelse på det endelige resultat, og var respekteret bredt blandt borgere, politikere og ansatte.

Da Ella fik konstateret kræft fortsatte hun ufortrødent det politiske arbejde, selvom behandlingerne var temmelig hårde. Ella sagde, at ”jeg kan jo ikke sidde uvirksom derhjemme og se ud ad vinduet”. Sådan gik det i nogen tid men sygdommen og behandlingerne tappede Ella for kræfter, og hun måtte sygemelde sig, da hun ikke ville melde afbud til møder ”man skal passe sit arbejde”.

Gennem årene har jeg haft mange gode snakke med Ella, og hun og Karl havde altid døren åben på gården på Sejerø.

Vi er mange, der vil savne Ella. Et sjældent godt menneske der har betydet rigtig meget for mange.

Ære være Ella Rasmussen minde.

Martin Damm, borgmester



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0