AnnonceLuk annonce




Dødens Landevej

16-01-2020

Af Jens Nielsen

På kun to måneder er der sket hele fire alvorlige færdselsuheld, de to med dødelig udgang, på den samme vejstrækning. Gørlev Landevej og Høng Landevej er døbt ’dødens landevej’ på de sociale medier.

Onsdag aften skete der endnu et alvorligt færdselsuheld på rute 22, Høng Landevej ved Høng, hvor en 31-årig mand omkom da han i forbindelse med en overhaling kørte frontalt ind i en firhjulstrækker som havde en hestetrailer efterspændt.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser at den 31-årige var fradømt sit kørekort. Rutinemæssigt har politiet fået udtaget en blodprøve af den omkomne til nærmere undersøgelse for både alkohol/euforiserende stoffer.

31-årig mand dræbt i voldsomt færdselsuheld

Det er langt fra første gang at der sker alvorlige færdselsuheld på Gørlev Landevej-Høng Landevej, bare inden for de sidste to måneder er der sket fire alvorlige uheld, som har krævet to dødsofre, og en person er stadig indlagt på Rigshospitalet med alvorlige kvæstelser.

De fire uheld er sket inden for en strækning på bare fire kilometer på rute 22, fra Rye og til strækningen midt mellem Strandvej og Slagelsevej ved Høng.

Den 16. november skete der et alvorligt færdselsuheld på Gørlev Landevej /Rye Byvej i Rye, hvor to biler kørte sammen og hovedvejen var spærret i længere tid mens oprydningsarbejdet stop på. Politiet havde en mistanke om at den ene part var spirituspåvirket.

Video: Hovedvej helt spærret af færdselsuheld

2. juledag måtte redningsarbejdere og politi afsted igen. Denne gang til krydset Gørlev Landevej/Toelstangsvej hvor føreren af en personbil havde mistet herredømmet og havde påkørt et helleanlæg inden bilen endte på taget.

Politiet på skadestedet havde en mistanke om at føreren var påvirket af enten spiritus eller stoffer, derfor blev den 25-årige sigtet og anholdt og var på sygehuset for at få udtaget en blodprøve til sagen. Den 25-årige var i øvrigt også efterlyst af politiet.

Bil væltede rundt på taget i solouheld

Lørdag d. 4. januar skete endnu et voldsomt uheld, denne gang på Gørlev Landevej, mellem Toelstangsvej og Flaskevejen, blot to kilometer fra onsdagens voldsomme uheld.

Her mistede føreren af en personbil herredømmet og bilen kørte af vejen og rullede rundt mange gange og landede mindst 100 meter inde på en mark. Bilens fører og en passager blev slynget ud af bilen i forbindelse med uheldet, og om søndagen meddelte politiet af en 26-årig mand var afgået ved døden på grund af sine kvæstelser.

Politiet mener at det er bilens ejer, en 21-årig mand, som var fører af bilen, og han ligger fortsat meget hårdt kvæstet på Rigshospitalet.

Video: To unge mænd slynget ud af bil - en i kritisk tilstand

Altså fire alvorlige færdselsuheld på bare to måneder på en vej som stort set går lige ud, uden farlige vejkryds, men det er som om at der ligger en forbandelse over lige den vejstrækning – dødens landevej.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0