AnnonceLuk annonce




Dobbeltmoral i Venstre.

14-06-2020

Læserbrev:

Dobbeltmoral i Venstre

I sidste års budgetproces blev der besluttet en sammenlægning af de 2 specialskoler Kathøj og Svallerup. Men det viste sig ret hurtigt, at de midler der var afsat i budgetprocessen medførte et projekt for en samlet skole, som vil give en skole med en meget lavere kvalitet.

Dette er jo selvfølgelig alarmerende, når vi har at gøre med nogle børn og unge, som virkeligt har brug for hjælp fra fagprofessionelle, for at få et godt udgangspunkt for resten af livet.

Kritikken var markant, både fra forældre, skolebestyrelse, medarbejdere og tillidsrepræsentanter.

Derfor har vi igennem længere tid selvfølgelig været kritiske overfor processen i arbejdet i Børn- og Familieudvalget - og vi har forsøgt at stoppe processen med sammenlægningen af Kathøj og Svallerup skolerne, da det jo var helt åbenlyst, at der overhovedet ingen opbakning var til projektet fra samtlige involverede omkring skolerne. Men processen har kørt videre alligevel, da der jo var tale om en beslutning i budget 2020.

På seneste møde i Børn- og Familieudvalget d. 3/6 blev vi nærmest belært om de demokratiske processer som jo skal forløbe korrekt - og at man selvfølgelig skal have en ordentlig faglig funderet og gennemarbejdet indstilling, før man kan tage politisk stilling til en sag - og at beslutningen jo var op til kommunalbestyrelsen. Sagen er i proces og det er således ikke muligt at gå ind og kommentere på denne, samt selvfølgelig så heller ikke at stoppe den - uanset hvor fornuftigt det så kunne forekomme at være.

Stor er selvfølgelig vores overraskelse, da vi d. 12./13. juni i pressen kan læse, at flertalsgruppen bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Konservative har besluttet at stoppe projektet!

Hvad blev der af den demokratiske proces og den faglige indstilling?

Er den forsvundet ved udsigten til en ordentlig omgang ridser i lakken for netop flertalsgruppen, ved stædigt at holde fast i et projekt, som var en ren dødssejler?

Vi kan jo bare konstatere, at de 4 V-medlemmer i Børn- og Familieudvalget enten har foretaget en ordentlig kovending - eller også er de blevet overrulet. Hvad der skete, finder vi nok aldrig ud af!

Men det vigtigste af det hele er, at der nu kommer ro på for alle børn, unge, forældre og personale på de to skoler Kathøj og Svallerup. For de gør et stykke fremragende arbejde under rigtigt fine rammer - og det skal vi naturligvis ALDRIG gå med til at forværre.

Skal der i fremtiden ske ændringer i skolens struktur, skal det være på baggrund af en fagligt velfunderet indstilling til politisk behandling, hvor personale og forældre inddrages - og det skal være med fokus på bedre kvalitet. Andet giver simpelthen ikke mening!

Af Kristine Vesterskov Olsen (A) og Thomas Malthesen Hiorth (SF), begge medlemmer af

Kommunalbestyrelsen og Børne- og Familieudvalget


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0