Dobbeltdrab kan have en relation til Kalundborg

Onsdag eftermiddag var lokalpolitiet i Kalundborg til stede med den mobile politistation på p-pladsen ved Meny. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Politiet har en formodning om, at dobbeltdrabet i november måned kan have en relation til Kalundborg. Onsdag var lokalpolitiet til stede med den mobile politistation på p-pladsen ved Meny.

Siden starten af februar har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket mod de fire varetægtsfængslede mænd i sagen om skudepisoden i Kalundborg, hvor to mænd blev dræbt og en tredje såret i november måned sidst år på p-pladsen ved Meny på Nørre Alle.

Politiet har brug for offentlighedens hjælp til den videre efterforskning og offentliggjorde derfor et videoklip af gerningsmanden med pistol tidligere på ugen.

Onsdag eftermiddag var lokalpolitiet fra Kalundborg så rykket ud til Meny med den mobile politistation i håb om, at en eller flere borgere kunne komme med oplysninger som kan hjælpe politiet i deres fortsatte arbejde.

”Vi har fået et par henvendelser som er interessante og som vi nu skal arbejde videre med,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi torsdag morgen.

”Vi har en formodning om, at der er flere gerningsmænd involveret end de fire som nu sidder varetægtsfængslet, bl.a. at nogle af dem har en relation til lokale i Kalundborg, det er nok ikke helt tilfældigt at to grupper kører fra København til Kalundborg for at skyde hinanden,” siger Jesper Engel fra lokalpolitiet i Kalundborg.

Politiet har også offentliggjort billeder af en hvid Audi på norske nummerpladser som blev fundet på Engvej i Kalundborg den aften hvor skuddene faldt, og som måske kan have noget med sagen at gøre.

Politiet sidder klar ved telefonen på nr. 114, hvis der er nogen som ved noget eller har hørt rygter i byen, så er man velkommen til at kontakte politiet.

Del