Dig skal vi nok få rask, men det bliver en hård tur
Stig Falster, der ejer Blechingberg Gardiner & Solafdskærmninger, arbejder nu på 6. år fra sit rullende kontor. Foto: Gitte Korsgaard.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
At få diagnosen cancer og samtidig være selvstændig kræver en del, og Stig Falster måtte da også lukke forretningen ned i et halvt års tid, mens han fik stråle- og kemobehandlinger næsten hver dag. Men at give op var aldrig en mulighed, og i dag kører han igen som gardinmand med sit rullende kontor.
Stig Falster begyndte at arbejde for sin svigerfar, da forretningen i Kalundborg hed Sadolin Farveland - Blechingbergs efterfølger. Her arbejdede han i en del år, og overtog så forretningen i 2004, hvor han ligeledes skiftede navn til Blechingberg Gardiner & Solafskærmning. I 2010 rykker forretningen til Stejlhøj og bliver medlem af Garantkæden. Men efter en nær vens pludselig død besluttede Stig Falster dog, at livet er andet og mere end at arbejde hele tiden. Køkkenhuset ville gerne overtage Garantsalget i byen, hvilket passede Stig Falster fint. Han vidste ganske vidst ikke helt, hvilken vej han nu ville gå, men han vidste så meget, at han ikke længere ville have forretning og arbejde alt for mange timer. Så hellere finde et job, og have mere tid til familien.
Selvstændig med rullende kontor
Men skæbnen ville, at han alligevel fortsatte som selvstændig, dog uden fysisk forretning. I snart seks år har han nemlig haft sit rullende kontor, fyldt med plissé- og rullegardiner samt alle mulige andre gardiner, stående i indkørslen.
”Jeg regnede med, at jeg skulle ud og have et job. Men blev kontaktet af en tidligere ansat, der sælger gardiner i Jylland. Han fortalte, at de manglede en til at køre i Vestsjælland. Jeg fik lavet det sådan, at jeg kunne køre selvstændigt, så jeg også kunne tage det lokale. På det tidspunkt kørte jeg altså både i København, Roskilde osv., men også lokalt i Kalundborg, men så blev jeg syg i efteråret 2017, og lukkede nærmest ned i et halvt år. Heldigvis havde jeg en forsikring, så jeg kunne koncentrere mig om at blive rask. I sådan en situation tænker man ikke på forretningen, men på at blive rask,” fortæller Stig Falster.
Stig Falster fik konstateret cancer i hoved/hals regionen, men selv om det har været et hårdt forløb, var han ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at han blev rask igen.
”Jeg opdagede at jeg var meget hævet i den ene side af halsen, da jeg barberede mig. Men tog til Frankrig for at cykle i en uge lige efter. Da jeg kom hjem, kontaktede jeg lægen, som sendte mig videre til specialist, og derfra blev det Køge Sygehus, som brugte tre uger på at finde ud af, at der var kræft i mine lymfer og mandler, men at det ikke stamemde derfra, det stammede fra næsesvælget. De sendte mig herefter videre til Rigshospitalet. Jeg husker tydeligt, at lægen sagde til mig: ”Du ryger ikke, du drikker ikke og du er i god form. Dig skal vi nok få rask, men det bliver en hård tur.” Det havde han ret i, men jeg troede på ham, og det gjorde jeg faktisk hele forløbet igennem. Jeg skulle nok blive rask.”
Stig Falster fik 34 strålebehandlinger i alt, seks dage om ugen, og kemobehandling en gang om ugen. Han blev meget dårlig af kemobehandlingerne og det var et virkeligt hårdt forløb, ikke blot for Stig Falster, men også for familien.
”Det var et hårdt og intenst forløb. Jeg blev forbrændt i halsen og mine spytkirtler er i dag ødelagte. Men psykisk tror jeg, at det var hårdere for min familie end for mig. Særligt min datter Simone, der gik på tandlægehøjskolen på det tidspunkt, var hårdt ramt af det, da hun jo netop blev undervist i den slags, og derfor kendte noget mere til sygdommen end resten af familien,” fortæller Stig Falster.
Det vigtige her i livet
I dag er 54-årig Stig Falster rask, faktisk var han tilbage på job allerede i april 2018, og kører igen af sted med gardin-vognen ud til kunder. Dog har han mest lokale kunder i dag, da han hellere vil arbejde i nærområdet, frem for at skulle køre til Roskilde og København hver dag, som han gjorde i en lang periode, inden han blev syg.
”Det var en klar fordel at være selvstændig, da jeg igen startede op efter mit sygdomsforløb, for jeg kunne tage det i mit eget tempo herhjemme fra, og tage de kunder ind, som jeg magtede. Havde jeg været ansat et sted, havde jeg ikke været så hurtigt i gang igen. I dag prioriterer jeg dog meget anderledes, og kører primært lokalt Jeg tager da også kunder i København osv., men min prioritet er klart ikke at arbejde lige så meget, som jeg gjorde førhen. Der er andre ting her i livet, der er vigtigere. Det lærer man at huske på især, når man har været så syg, som jeg var,” siger han og smiler.
Cykling er en fælles hobby
Cykling har i mange år været en del af Stig Falsters liv, og i dag cykler han bl.a. sammen med sin hustru, og de har da også begge meldt sig til Team Rynkeby, der samler penge ind til Børnecancerfonden.
”Jeg var med i 2016, og skulle have været med i 2018, men måtte droppe det pga., at jeg var syg. Men nu har vi begge meldt os, og skal af sted i 2021. Det er vigtig for mig. At jeg kan blive ramt af cancer, det kan jeg leve med, men når børn bliver ramt, gør det virkelig ondt,” slutter han.
Stig Falster fra Blechingberg Gardiner sælger alle former for gardiner samt solafskærmning fx i form af markiser. Han tager ud til kunderne, måler op, bestiller og monterer. Vil du vide mere om din lokale gardinmand, kan du se mere på www.blechingberg.dk eller kontakte Stig Falster pr. tlf. på 51361331.