AnnonceLuk annonce




Det handler om velvære

29-05-2020

Hanne Manscher i sit behandlerrum. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hanne Manscher på 42 år startede i januar op som selvstændig massør fra sit hjem i Svebølle. Med sin virksomhed Hakima-Massage ønsker hun at hjælpe store og små, ældre og unge til en sundere krop og sind.

Hanne Manscher er blandt andet uddannet thai yoga massør samt muskel- og skadesmassør. Men derudover laver hun også cupping- og tapping massage. Oprindelig er Hanne Mancher uddannet social- og sundhedshjælper, og har arbejdet inden for sundhedssektoren i mange år, men hun føler nu, at tiden er til at hjælpe på en anden måde.

Vil gerne hjælpe

”Jeg har arbejdet som social- og sundhedshjælper i mange år, i august har jeg faktisk arbejdet inden for sundhedssektoren i 26 år. Jeg har været meget glad for mit job, men jeg trængte til at hjælpe folk på et anden måde end, hvad jeg hidtil har gjort,” fortæller hun. 

Det er alle slags mennesker, der kommer hos Hakima-Massage i Svebølle. Nogle har været igennem et svært sygdomsforløb, nogle har en sportsskade og andre kommer blot for velværen.

”Det er meget forskellige mennesker, der kommer hos mig. Alle aldre, nogle har været meget syge, andre slet ikke, men har brug for velvære. De eneste jeg ikke behandler er gravide, da jeg ikke er oplært i massage af gravide,” siger Hanne Manscher.

Handler også om velvære

Udover at forskellige slags massage kan afhjælpe diverse skader, handler det også om velvære for Hanne Manscher. 

”Jeg går meget op i omgivelserne, og mener at det er vigtigt at man kan nyde omgivelserne inden eller efter en massage. Vi er faktisk ved at få installeret et varmvandsbassin, som man kan benytte enten inden eller efter massage. Vi regner med at være færdig med det til efter pinse,” fortæller Hanne Manscher.

Åbningstider i massageklinikken på Mosevej 10 i Svebølle:

  • Mandag til fredag: kl. 9-18 – alt efter, hvad tid, der passer bedst for folk.
  • Lørdag kl. 10-14.

Vil man læse mere om Hakima-Massage, kan man gå ind på Hanne Manschers hjemmeside, www.hakima-massage.dk eller kontakte hende via tlf., hvis man har spørgsmål.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0