AnnonceLuk annonce




Det grå guld

06-09-2016

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hold fysikken og koncentrationen i form, mens du har det sjovt, sådan lyder det fra Årby Bordtennisklub, der er klar med et nyt projekt målrettet 60+.

Årby Bordtennisklub åbner nu op for et helt nyt hold. Klubben har i mange år haft spillere i alle aldersgrupper, men nu går den målrettet efter ”det grå guld”.

”Vi ved, at bordtennis er et godt til at holde formen ved lige og skærpe koncentrationsevnen, uden at stille de store krav til fysikken. Vi sørger også for, at der bliver god tid til det sociale samvær før, under og efter. Nye spillere er mere end velkomne, og vi er klar til at tage imod med åbne arme,” siger Hans Guldager Christiansen fra klubben.

Det er Dansk BordTennis Union og DGI Bordtennis, der har udviklet konceptet ”BAT60+ - Bordtennis resten af livet”, som Årby Bordtennisklub nu er klar til at udbyde til alle interesserede.

”Bordtennis sætter ikke bare konditionen på prøve, men udfordrer også hjernen, så man får trænet reaktionsevne, balance samt styrket musklerne. Alle kan være med på tværs af form og ambition, fordi spillet kan varieres i tempo og intensitet,” siger Johannes Klentz Jørgensen, der er idrætskonsulent hos DGI.

Fællesskabet i fokus

En stor del af BAT60+ er fokus på fællesskabet. Her viser foreningslivet for alvor sine forcer.

”Det er alfa omega, at der er plads til hygge, fællesskabet og det sociale omkring spillet. Det er den bedste måde at sørge for, at spillerne kommer igen. Hvis du ved, at dine klubkammerater venter på dig, så er det svært at blive hjemme,” siger Johannes Klentz Jørgensen.

Fra den 22. september kan alle, der er fyldt 60 år prøve kræfter med bordtennis i Årby Fritidscenter, Melbygade 2C, 4400 Kalundborg til BAT60+, hver torsdag fra kl.10.00 til 12.00. Det er gratis de første gange, derefter kan man få rabat på medlemsskabet.

 

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0